Tirsdag den 4. december bød på hård vind fra nordvest, så jeg tog til Flyvesandet for at høste alt godt fra havet. Det viste sig hurtigt, at forventningens glæde endnu engang var den største - der var meget lidt, der flyttede sig - nogle Alke, Havlit, Fløjls- og Sortænder, som man nu kunne forvente, en Sortstrubet Lom kom ganske fint, det samme gjaldt nogle Knortegæs, men det var ikke nok til at holde en voksen mand beskæftiget i længere tid.
Knortegås, 4. december, Flyvesandet.
Efter halvanden time skiftede jeg til plan B, for en uge siden så jeg en Kortnæbbet Gås gående sammen med et halvt hundrede Blisgæs og hundrede Bramgæs et par kilometer vest for Nr. Nærå. Jeg havde set nøjagtigt samme blanding på stedet året før. Jeg bestemte mig for at finde kræet igen, den er ret fåtallige på Fyn - blot 5 observationer i 2018, og på Nordfyn kun fire gange siden 2016.
Kortnæbbet Gås med Blisgæs, 28. november, Nordfyn.
Samme fugl.
Mandag havde jeg uden held forsøgt samme projekt, men korttidshukommelsen er ikke hvad den har været, jeg kørte ufortrødent vestpå. På markerne mellem Kørup og Nørre Nærå gik 57 Sangsvaner, 45 Blisgæs, omkring hundrede Bramgæs, et par hundrede Grågæs, og også tyve Storspover, der søgte læ for den hårde vind, de går sjældent så langt fra kysten.
Storspove, Nørre Nærå.
Der var imidlertid ikke skygge af ”kortnæb”, det var der til gengæld en kilometer vest for Nørre Nærå ved Ellebækken. Her gik en flok på 400 gæs - flest Grå- og Bramgæs, men også lidt Blisgæs. Desværre i super modlys, det var lige før brillerne splintrede. Jeg satte teleskopet op og fandt straks den kortnæbbede mellem et par Grågæs. Dens mørke hoved og hals kombineret med det korte - og i det lys mørke næb - skiller den selv på stor afstand tydeligt ud fra de andre gæs.
Kortnæbbet Gås med Grågæs, Nørre Nærå.
Identifikationsmæssigt er det kun Tundrasædgås, der kan komme i spil som alternativ, den kan også give samme indtryk på afstand. Det letteste er at huske på den kortnæbbedes engelske navn - ”Pink-footed Goose” - Sædgås har orange ben. Det er en kendetegn, som det ikke er svært at kontrollere.
Pink-footed Goose.
Gæssene fandt desværre på at gå endnu længere væk fra vejen, så jeg måtte opgive ethvert håb om at få den kortnæbbede ind på acceptabel afstand. Det skal nok være en gås, som man kan se i området, indtil et større vejromslag rører rundt i gryden - kommer der tykt snelag, forsvinder gæssene, og det er ikke altid de samme, der kommer tilbage, når vejrforholdene bedres.
Bramgæs, Nørreby Hals.
Jeg sluttede af med en tur rundt om Nørreby Hals, her var der rigtig mange Bramgæs - i omegnen af tre tusind. Trods ihærdige anstrengelser lykkedes det ikke at pille en Rødhalset Gås ud, men en dag er der vel gevinst. Mens jeg tjekkede gæssene, fik jeg selskab af en blandet flok af Stillits og Gråsisken - omkring halvtreds fugle, der stillede deres tørst i en vandpyt. De var ret tillidsfulde eller bare meget tørstige.
Stillits og Lille Gråsisken, Nørreby Hals.
Nordfyn er et ret godt sted til rastende gæs, dog har det knebet med at finde Sædgås de senere år. Også de traditionelle rastepladser på Vestfyn har svigtet, det er næsten to år siden, der har været meldinger derfra, det vil forhåbentligt ændre sig.
Tekst og foto: Søren Gjaldbæk.
