Krage vs hund

Efter at have passet arbejde og undervist børnene på samme tid i mere end en uge skulle der ske noget. Vi måtte lave lidt løjer.

Krage8

Hunden ser til, mens Kragen leder efter et gemmested til pølsestykkerne.

Løjerne gik i al sin enkelthed ud på at sammenligne IQ'en hos havens Krager med husets hund, - der, hvis den selv skal sige det, er ret smart. Vi andre var mere i tvivl. Kragerne er vant til, at der bliver serveret fuglefrø, men har et særligt godt øje til jordnødderne, som de gemmer rundt om i græsplænen til dårligere tider. De har dog også lært, at det er klogt at holde øje med ham den lange i huset, da han kan finde på at smide både brød og pølse ud på græsset, så de er efterhånden rimelig tillidsfulde. 

Sæt i gang!

En "langelænder" - kend den på knækket - blev skåret i små stykker. Hunden fik lov til at snuse til pølsestykkerne og vi havde straks dens fulde opmærksomhed. Havedøren blev åbnet, mens hunden blev holdt tilbage. Jeg fløjtede et par gange, så vidste kragerne, at de skulle være på stikkerne. Dårligt havde pølsestykkerne ramt græsset, før kragerne fyldte deres næb med pølsestykker.

Den forventede reaktion hos hunden udeblev ikke. De næste minutter overværede vi, hvorledes alle pølsestykkerne blev gemt i græsbunker, i havens stendige eller under visne blade i bedene. Hunden var ved at gå ud af sit gode skind.

Krage1

Kragen leder efter velegnet gemmested til pølsestykke.

Da kragerne var færdige skulle hunden på banen. Spørgsmålet var: "Hvor mange af kragernes gemmesteder kunne hunden huske?" Og "Hvad ville kragerne gøre?" 

Ud med hunden. Den drønede lige hen, hvor pølsestykkerne var kastet - blot for at konstatere at pølsestykkerne var væk! Hunden havde netop set kragerne gemme alle pølsestykkerne, men den viden var ikke lagret, og den indledte en uplanlagt søgen i haven. At familiens hund var så dum, var en skuffelse for børnene. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg heppede på kragerne og børnene på hunden, men det blev aldrig sagt højt.

Kragerne fik imidlertid travlt. De drønede hurtigt ned på jorden - de huskede tilsyneladende glimrende. Mens hunden med logrende hale drønede rundt og snusede hid og did - fløj kragerne målbevidst til alle gemmesteder og reddede pølsestykkerne sikkert i land.

Krage2

Snedig krage gemmer et pølsestykke. Det perfekte sted.

Hunden opdagede en af kragerne siddende i et træ med næbbet fyldt og begyndte at gø.  Kragen så vurderende på hunden og bragte pølsen i sikkerhed i naboens have - vi håber på tilgivelse.

At kragerne ville gemme pølsen var ventet. At hunden var dum som et brædt - fik jeg (vi) bekræftet. Men at kragerne fløj ned og hentede al pølsen på gemmestederne - uden tøven - var en overraskelse.

1-0 til kragerne - vi fik et billigt grin - og hunden fik en pølseende som trøstepræmie.

Tekst: Esben Eriksen