Kuldetræk

Der er snevejr i Småland. Kuldefremstød sidst i oktober sætter normalt gang i de fugle, der ikke har alt for travlt med at komme sydpå. Med koldt vejr fra nordøst er der udsigt til ”kuldetræk” på Langeland i morgen. Er man frisk og står klar på Dovnsklint fra morgenstunden, vil man formodentligt se mange gæs, svømmeænder, drosler og kragefugle.

Blandt gæssene vil det formodentligt være Bramgås og Knortegås, der dominerer. Dette efterår skylder stadig en stor Bramgåsedag. Der raster mange Vindrosler rundt på Fyn, så mon ikke en del af disse vil til varmere himmelstrøg i selskab med Sjagger og Misteldrossel? Alliker og Råger må også forventes i store flokke. Der er også registreret lidt træk af Pibesvane og Dværgmåge rundt omkring. Endelig er klinten jo tit god for mange arter og en mindre eller større overraskelse.

Tekst og foto: Søren Gjaldbæk