Kl. 07:00 mødtes 7 deltagere ved Den ny Lillebæltsbro for at sætte kursen mod Gråsten, som var første stop på årets Langtur - søndag den 20. jan. 2019. To andre deltagere stødte til efter havregrøden var faldet rigtigt på plads, mens Ella - skulle det vise sig - klogelig havde valgt at se Mellemflagspætten dagen før, og således befandt sig i området i forvejen. Solen stod smukt op over det vandrige område, og dagen så lovende ud:
Lovende solopgang over Gråsten.
Vi belejrede de træer, som ifølge Bird Alarm sidst havde huset spætten om lørdagen, fortsatte derefter til de andre mærker i landskabet. Vi så og hørte rigtigt mange flagspætter, men de var alle forkerte. To Isfugle havde i en anden kontekst været meget sjovt, men…
Der kom en melding om, at den Hvidøjede And, der var set dagen før, var på plads, og vi besluttede, at andre kunne fortsætte det grove arbejde med spætten, mens vi iværksatte næste fase af turen. Vi kørte mod Kruså Møllesø.
Her gik det strygende. Den Hvidøjede And lå fint og sov mellem Trold- og Taffelænderne, en Rørdrum stod som var den en tilfældig klump siv ovre på den anden side af søen, en Havørn kom lige hen over hovedet på os, og der kom melding om, at Mellemflagspætten var kommet frem - lige dér, hvor vi sidst havde satset på at se den…
Hvidøjet And sov længe.
Der spejdes efter Hvidøjet And.
Vi slugte den varme kaffe, og returnerede til Gråsten. Vi mødte en hel folk, som gerne ville bytte plads og hit med os, og de havde sandsynligvis heldet med sig.
Efter et falskt rygte bragte os til et træ, som havde huset spætten på det pågældende tidspunkt dagen før, udbrød én af deltagerne lakonisk: ”Jeg føler det, som om jeg har købt billet til en forestilling, som ikke er”.
Turlederen måtte træde i karakter, og godt ansporet af et opkald fra Niels Bomholt, der berettede om en kæmpeflok af Bjerglærker, Snespurve og Bjergirisker ved Ballum Sluse, satte vi kursen i den retning.
Inden slusen indfriedes et enkelt punkt i programmet: 32 Pibesvaner spadserende smukt blandt Sangsvaner, og en overraskelse, der jo så i sagens natur ikke var programsat: En Dværgfalk over vejen i karakteristisk lyntempo - men den var der vist ikke mange, der fik fornøjelse af.
Ved slusen havde der været en Klyde og en Sølvhejre, men den bemeldte kæmpeflok var da på plads - et par km ude i den tiltagende maleriske rimdis. Bramgæssene, de Kortnæbbede Gæs - og vi brød op.
Ballum Sluse i tiltagende rimdis.
I mellemtiden havde mobilen bimlet med nyheden om, at en vis spætte nu kunne ses fint i Gråsten…
Tekst og foto: Michel Mosebo Jensen.
##
