Som vi tidligere har skrevet, arbejdede Kerteminde Kommune med planer om at opkøbe et område ved Dræby Fed og omdanne det til et område, der årligt skulle opsamle 2539 kilo kvælstof, som ellers ville havne i Odense Fjord, der som bekendt er naturmæssigt trængt. Kertemindes tidligere borgmester, Hans Luunbjerg, der er en af ejerne af det 60 hektar store område, har tilsyneladende i 11. time indgået en aftale med Lindø Port of Odense om køb af arealet. I den anledning skriver
Mogens Ribo Petersen, Talsmand for Dansk Ornitologisk Forening, Kerteminde:
Naturvrøvl
Der er tilsyneladende ingen grænser for hvor meget vrøvl man skal høre om Dræby Fed sagen.
Jeg kan give Carsten Aa (Direktør for Lindø) ret i, at det er besynderligt at ingen af de medarbejdere Lindø talte med, havde kendskab til sagen. Det må føre til selvransagelse i Kerteminde kommune.
Herfra springer kæden af:
- Lindø har kunnet læse om projektet i pressen.
- Lindø har selv henvendt sig til Naturafdelingens leder, og har fået den fulde forklaring. Det virker besynderligt at Carsten Aa IKKE mener, man har fået informationerne, blot fordi at det var Lindø selv der ringede til Naturafdelingen. Havde alt så været i orden, hvis præcis samme samtale havde fundet sted, blot med den ændring at det var Naturafdelingen der havde ringet til Lindø?
Vel vidende om at kommunen har arbejdet på et projekt i 4 år, forpurrer man det ved at købe arealet.
Det virker besynderligt, at man pludselig får så travlt med at købe et areal, man ikke tidligere har interesseret sig for. På et møde i 2020 med kommunen viste Lindø interesse for andre arealer, men IKKE Dræby Fed.
Desværre tager Hans Luunbjerg prisen for den største kynisme i denne sag. Det er trist at opleve efter at have arbejdet tæt sammen med ham i 1½ år om kommunens naturpolitik. Her var han ivrig fortaler for et naturprojekt på hans egen jord på Dræby Fed. Projektet strækker sig helt tilbage til hans borgmestertid. Hans må, mere end nogen anden, have haft kendskab til alle detaljer om dette projekt.
Alligevel vælger han at gå direkte over til Lindø og sælge jorden med en ynkelig forklaring om, at der blot var gang i nogle forundersøgelser. Ikke engang et tilbud fra Kerteminde kommune om at give et modbud på jorden tager han imod. Derved har han undergravet alt det arbejde, hans kollegaer på rådhuset har lavet.
Udsigt mod Lindø fra Stige Ø. Foto: Søren Gjaldbæk.
Ovenstående er også sendt til Fyens Stiftstidende, hvor man kan læse meget mere om sagen. Vi håber på en løsning, der tilgodeser naurinteresserne ved Dræby Fed og Odense Fjord.