Af Jane Ditzel
Jeg har i snart mange år fodret rovfugle i min have om vinteren. Det har især været Musvåger, der kom til brættet, hvor også måger og krager gerne har villet have deres del.
I november 2020 dukkede også en Tårnfalk op ved foderbrættet. En hun, som da den blev ved med at komme, fik navnet Fanny.
Rovfuglebrættet står, så jeg kan fotografere fuglene inde fra køkkenet, hvilket de fleste – men ikke alle – finder sig i, selv om de godt kan se mig, men går jeg udenfor, er de pist væk.
Ung Tårnfalk med den stribede hale. Foto: Jane Ditzel.
Det viste sig dog hurtigt, at Fanny gerne kom til foderbrættet, selv om jeg ikke var nået indenfor, og efter kort tid, kunne jeg også gå ret tæt på hende og tage billeder. Hvilken gave til fotografen.
Men heller ikke hende kunne kragerne naturligvis lade være i fred. Nogle gange gik hun i hovedet på dem, så de forføjede sig, men de fleste gange lod hun sig kyse og forlod brættet.
Kragevagt. Foto: Jane Ditzel.
Det kunne vi jo ikke have, så det blev hurtigt til, at jeg blev stående derude ved brættet og holdt kragerne væk, mens hun spiste. Det var helt fint, når vejret var godt, og jeg kunne tage billeder, men Fanny skulle også have mad i dårligt vejr, så også i sne, regn og rusk måtte jeg holde vagt. Venskab forpligter.
Egentlig troede jeg, at den af en eller anden grund var fortrolig med mennesker, men sådan forholder det sig ikke. Det er kun mig, der kan komme tæt på. Kommer en anden med smutter den.
"Hvad har vi nu her?" Foto: Jane Ditzel.
At have en Tårnfalk så tæt på, giver en enestående mulighed for at betragte dens adfærd, og de andre fugles reaktion på den.
Her er hele tiden masser af småfugle – mere end hundrede fordelt på adskillige arter – som kommer til foderbrættet et andet sted i haven. Kommer Spurvehøgen, forsvinder de på et splitsekund ind i buskene og her bliver helt stille, men Tårnfalken tager de ikke særlig notits af.
Tårnfalken er lykkedes med at tage noget hakket kød med op i et træ, uden kragerne har opdaget det. Foto: Jane Ditzel.
Jeg har en enkelt gang set Fanny sidde i lindetræet og fortære en Gærdesmutte, men jeg tvivler på, det var en, hun selv havde fanget.
Hun har hele tiden suppleret menuen på foderbrættet, med mad hun selv har fanget, for jeg har set hende gylpe ufordøjelige madrester op, og det hun har fået på brættet, har hun sagtens kunnet fordøje.
Hun blev ved med at komme helt frem til begyndelsen af maj 2021. Så forsvandt hun – ingen ved hvorhen.
Da efteråret kom i 2021 kom der igen i en Tårnfalk, men denne gang en han. Jeg var noget mystificeret over, at den havde samme adfærd som Fanny, til det gik op for mig/jeg fik fortalt, at Fanny havde været en stor unge, som i virkeligheden var en han. Ungerne ligner hun tårnfalken.
Det måtte vi så forsøge at vænne os til, men i vores høje alder er det ikke nemt at ændre rutiner, så Tårnfalken hedder stadig Fanny, og i disse tider hvor der jongleres med op til 73 forskellige køn, blev vi enige om, at Tårnfalken nok er ligeglad. Men en han er den altså.
Den blev igen hele vinteren, og også denne vinter er den her og det er same procedure as last/every year.
Afsted fra antennen til foderbrættet. Foto: Jane Ditzel.
Den kommer om morgenen og sætter sig på TV antenne på udhuset, hvor jeg kan se den inde fra køkkenet. Opdager jeg den ikke med det samme, sætter den sig gerne i et udgået træ ude ved vejen, hvor den kan ses inde fra stuen. Den kan tilsyneladende også se mig, for når jeg rejser mig, kommer den susende forbi stuevinduerne på vej til antennen.
Når jeg kommer med maden, er den nogle gange meget utålmodig og flyver ned på brættet, inden jeg er nået derhen, men den vover dog ikke at blive siddende, mens jeg sætter maden fast.
Næbbet renses efter spisningen. Foto: Jane Ditzel.
Når det er klaret, kommer den. Den lander altid i den ene af brættet, hvor den lige sidder og får et overblik over situationen: Hvad står menuen på, bliver jeg stående, hvor er kragerne – de sidder altid tæt ved i et træ eller på marken. Så løber den de får skridt hen til maden og spiser i 10 – 15 minutter, mens den hele tiden holder øje med omgivelserne. Selv om kragerne ind imellem flyver tæt på den, lader den sig ikke forstyrre af dem, for den ved godt, de holder sig på afstand, så længe jeg er der. Når den er færdig med at spise, renser den fødderne med næbbet, og derefter næbbet ved at gnide det flere gange mod kanten af brættet, og så flyver den.
Angreb fra Gråkragen som bliver afvist. Foto: Jane Ditzel.
Så langt så godt så længe maden kan sættes fast, men det lader sig ikke gøre med hakket kød, som jeg har fået en del forærende af. Og her viser det sig, at den ikke altid lærer af sine erfaringer. Når det er kød, der ligger løst, vil den meget gerne have det med sig, og den tager derfor ofte en klump i den ene fod og flyver væk med den. Men det ser kragerne, og de er efter den lige med det samme. Nogle gange ser jeg ikke hvad det ender med, men de fleste gange enten taber den maden eller flyver ud på marken med den, og i begge tilfælde ender det med, at kragerne tager den. Så må vi forfra igen.
Ikke nemt at spise når det næsten stormer. Foto: Jane Ditzel.
En morgen sidste vinter, da jeg kom ud med mad til den, kunne jeg høre tranerne tæt ved. Jeg sagde til Fanny, at den lige måtte vente lidt, mens jeg så efter tranerne, men det var den tydeligvis ikke enig i. Da jeg gik ned ad vejen, fløj den efter mig og satte sig hele tiden i et træ lidt foran mig. Da det havde gentaget sig 4 – 5 gange, gav jeg mig og vendte om, og tilbageturen foregik på samme måde. Det var ikke til at stå for, så den fik sin morgenmad, og tranerne måtte vente.
Ja helt dum er den tydeligvis ikke. I morges hvor det var frost og det fineste klare solskin, sad den igen på antennen. Om morgenen er der sol på antennen, men ikke på foderbrættet, så jeg ville gerne lige have et par billeder, mens den sad der. Men det blev den hurtigt træt af, så den styrtdykkede ned over bagtrappen, hvor jeg havde sat maden, og videre op i træ. Da jeg også ville tage billeder af den der, fløj den lige ned imod mig og videre hen på foderbrættet. Det kan man da kalde klar tale.
Fjerdragten pudses i morgensolen. Foto: Jane Ditzel.
Som sagt ved jeg ikke, hvor den opholder sig om sommeren, for da ser jeg den ikke, men nu har en næsten nabo sat en tårnfalkekasse op, som den vist har været og sidde i nogle gange, så man kan da håbe, den sammen med en mage vil benytte den.
Som han ser ud i dag. Foto: Jane Ditzel.
En venlig sjæl har gjort mig opmærksom på, at en Tårnfalk kan blive op til 16 år, hvilket betyder, at den på et tidspunkt må klare sig selv også om vinteren, hvis den da ikke kan finde en anden madmor at dressere.
Jeg må sige, at man alt i alt ikke skal være ked af at lade sig dressere af en Tårnfalk – det bringer virkelig mange gode oplevelser med sig.
