MindFUGLness

Af Esben Eriksen

Kratlusk handler om at lede efter fugle selvsagt... i krat. Man kan lede efter fugle, som man ved hvad er, og som man ved gemmer sig et eller andet sted i krattet. Det er ofte almindeligheder som Solsorte, Gærdesmutter og Rødhalse. Så kan man kan lede efter fugle, som man har visse grunde til at tro er der, men som man ikke ved er der. Det er de knap så almindelige, enten fordi de er fåtallige, eller de varierer i antal alt efter årstiden. Det kan fx være forskellige sangere, Vendehals med flere.  Man kan også lede efter fugle, som man ikke har nogen klare grunde til at tro er der, og som man ikke nødvendigvis ved hvad er, men som man alligevel må lede efter. Det er de sjældne fugle med for eksempel udbredelse i Sibirien eller Nordamerika. Det er dem, som man oftes kun ser i drømme, men også har navne som Brun Løvsanger, Blåstjert og Rødøjet Vireo. Og så kan man lede, fordi man fra naturens side er disponeret for at lede -  det må man lige vende med sin psykolog.

190924fuglekongesg

Et hurtigt glimt af "Tigerdyret". Fuglekongesangeren er en livlig fugl og kan være svær at få set godt. Lille sanger med hvid/lys bug, vingebånd, Issestribe og gul overgump og et spædt sortklireagtigt kald er godt at være opmærksom på. Arten er truffet adskillige gange på Fyn og omkringliggende øer.  Foto: Søren Gjaldbæk

Det er nu ikke mit ærinde at tage brødet ud af munden på psykologerne, selv om de nok ikke ville opdage det, da de har hænderne fulde. Der er dog alligevel noget at hente på pyskologernes banehalvdel - helt præcist i det mentale i ens mindset i forbindelse med kratluskeri. På Psykiatrifondens hjemmeside beskrives begrebet mindfullness med blandt andet disse ord: "I mindfulness-træning arbejder man med opmærksomheden. Man noterer dét, der dukker op. Og accepterer det." 

Den beskrivelse minder om kratluskeri, som jeg kender den som diciplin. En diciplin jeg ofte dyrker i denne tid på Fyns Hoved, hvor jeg går stille og roligt fra krat til krat. Som "kratlusker" arbejder jeg med min opmærksomhed. Jeg noterer dét, der dukker op. Og jeg accepterer det...eller jeg prøver at acceptere det, der dukker op. Drømmene lever ofte ikke op til virkeligheden. Jeg kalder det iøvrigt ikke mindfullness, men "mindFUGLness". Men det smager af det samme. Det er en øvelse i at glemme alle livets trivialiteter som indkøb og andre gøremål og være nærværende.

190924brunlvsmmj

Brun Løvsanger kan være nederdrægtig at samarbejde med og her skal man være klædt på med både kald og hendetegn. Arten er utroligt nok aldrig set på Fyn. Foto: Søren Gjaldbæk

Hvis man vil finde "guld" i krattet, så handler om at være i nuet. Glem REMA's tilbudsavis og vasketøjet. Tøm hovedet, tænk fugle og observer. Det gælder som sådan indenfor alle former for birding. Kratlusk er dog noget for sig. Her har man ofte kun få sekunder at betragte fuglen i og må med en engels tålmodighed vente på, at fuglen måske viser sig igen. Hver bevægelse undersøges med kikkert for fugl eller blad.

Når man nærmer sig et krat kan man ofte opleve, at krattet er dødt. Det skyldes at fuglene "synker ned" i krattet. Ens tilstedeværelse har fået dem til at hoppe dybere ind i krattet, eller de søger om på den modsatte side. Her kan man ofte kan med succes trække sig nogle meter tilbage fra krattet, så kommer fuglene ofte ud igen. Det vil variere fra art til art - de fleste sylviaer vil stille sig tilfredse med cirka 15 meter - phylloscopusserne er mindre følsomme, mens mere vagtsomme arter som drosselfugle vil kræve større afstand. Det er naturligvis mit subjektive skøn. Betragt gerne den side af krattet der er i sol eller læ.190924grdesseptembersg

Der er mange fugle der siger "Tak" og oftest er det en Gærdeanger eller Munk. Foto: Søren Gjaldbæk

Lige nu finder man endnu enkelte Gærdesangere, Tornsangere, Løvsangere, men med besvær. Sjældnere støder man på Havesangere, som er ved at være væk. Gransanger og Munk er at finde i krattene helt hen til primo november. Iblandt disse sangere optræder også fuglekonger, der vimser rundt. I tætte tjørnekrat bliver det ofte bare til en pippen og et glimt, mens de er lettere at få at se i de mere åbne krat og trækroner. 

Fuglekonger, Gransangere får ofte selskab af andre spændende arter. Rødtoppet Fuglekonge er fast ynglefugl på Fyn mange steder, men er altid en behagelig overraskelse. Medio september dukker Hvidbrynet Løvsanger op, og den kan både findes på kald og med kikkert. Senere kan man være heldig at støde på Fuglekongesanger. 

Der er næsten ikke grænser for, hvad der kan dukke op af spændende småfugle den kommende tid, særligt fra Sibirien, men også andre steder fra. 

Skal kratlusk give gevindst, så handler det om fokus, og om at bruge sin kikkert flittigt. De færreste afgørende kendetegn erkendes med det blotte øje, og ofte opdager man ting i kikkerten, som man aldrig havde set uden. Der skal ofte tjekkes rigtig mange fugle, før man finder en sjælden, da sjældne fugle er sjældne. Man finder dog lettere de sjældne ved at øve sig på de almindelige. I studiet af de almindelige opdager man ofte en utrolig stor variation, der kommer en til gavn, når man på et splitsekund skal bestemme den sjældne fugl med gerne flere afgørende kendetegn. På samme måde kan man øve sig på kaldene af de almindelige og de sjældne fugle, her kan man få meget god tid til at gå i selskab med Xeno-Canto.

190924blstjertsg

Hvornår dukker denne taigaens skønhed op på Fyn? Blåstjert er aldrig set på Fyn, men hele to fun er gjort på  Omø et stenkast fra Langeland. Foto: Søren Gjaldbæk

Når det kommer til det sete og det hørte, så får man ikke altid hørt eller set tilstrækkeligt. Så kalder det på selvdiciplinen og acceptere det sete eller hørte. "Hvor opmærksom var jeg?" "Hvad kan jeg egentlig med sikkerhed notere at jeg så eller hørte?" "Så jeg fuglen, mens jeg hørte kaldet?" På baggrund af denne refleksion kan det måske konkluderes: "Det var en..." Eller: "Den fugl kan ikke bestemmes".

Kamera og lydoptagelsesudstyr blevet mange kratluskeres ven, men man kan måske også blive så udstyrstung, at det bliver på bekostning af ens opmærksomhed i felten. Man tjekker billeder, lytter til optagelser på bekostning af opmærksomheden.

Mange gange har jeg hørt cykelkommentatorer sige: "Han er i boks". Et udtryk der dækker over en rytter der er fuldt fokuseret. Det samme gør sig gældende med "kratlusk". Det er nu og de næste mange uger, at man skal "gå i boks", når man bevæger sig ud på kratlusk.

Vær fokuseret. Vær opmærksom. Vær "MindFUGLness", det lønner sig.