Vinter-forårstur på Monnet
Søndag den 8. marts er det igen tid til en tur på Fyns største strandeng, lige inden området lukkes for offentligheden. Området er normalt godt for rastende vinterfugle, men med en utroligt lun vinter bliver det nok forårsbebuderne, der tegner fuglebilledet derude den dag. Så har man ikke allerede hørt den, vil jeg næsten gi` garanti for lærkesang. Havørnen er en rimelig fast gæst på Monnet og det samme er Storspover, som ses i et pænt antal. Mange gæs og især Spidsænder raster ved Knudevejlen, og de første Strandskader og Stor Præstekrave er allerede set her. En af vores nyeste ynglefugle, Sølvhejren, er også stabil gæst herude – og mon ikke et lille hit skulle snige sig ind undervejs.
Morgenstemning ved Monnet. Foto: Poul V. Rasmussen.
En våd vinter med voldsom meget regn og storm som har presset vandet ind i Øhavet, kan gøre det vanskeligt at komme rundt i området. Så HUSK lange støvler – og selvfølgelig en god madpakke og en kop kaffe, som vi kan nyde på Vårø Knude. Turen vil vare godt 3 timer, hvor vi tilbagelægger ca. 5 km.
Vi mødes ved leddet ind til Monnet kl. 8.00.
Den lokale Havørn på Monnetbesøg. Foto: Poul V. Rasmussen.
Man er altid velkommen til at kontakte turlederen på 61 26 26 59.
Der behøves ingen tilmelding, da jeg uanset vejret vil møde ved leddet og gennemføre turen, hvis man ønsker det. Så mød blot op. Skulle jeg blive forhindret, vil det stå på DOF Fyns hjemmeside.
Vi ses derude den 8. marts Poul V. Rasmussen