Af Esben Eriksen
Onsdag den 17. maj forsøgte jeg, at holde mig opdateret på fodboldkampen Manchester City - Real Madrid. Imidlertid sneg sofaen sig ind bagfra og overmandede mig. Uden øvrig hjerneaktivitet samlede min arm telefonen op fra sofabordet kl. 22.17, og fik mig til at fremstamme Eddisons yndlingsreplik: "Hallo".
Havørn påkørt af tog på Sydfyn endte i Odense. Foto: Esben Eriksen
Der kom intet svar tilbage. Jeg kom lidt til mig selv, fik brillerne på og opdagede, at min ellers velopdragne arm ikke kendte forskel på messengerbeskeder og telefonopkald. Det ville være nytteløst at fortsætte samtalen. Til gengæld kunne jeg konstatere, at det var en besked fra Knud Flensted, biolog i Dansk Ornitologisk Forening, og han arbejdede tilsyneladende sent.
"Hej Esben. Der ligger en død havørn på Odense Station. Ved du hvem, der kan tjekke den for ringmærker? :-) Mh Knud"
"Ved du hvem?" En pæn måde, at spørge på om jeg ikke kunne lette mig fra sofaen og sætte kursen mod Odense Station. Hvis jeg ikke kunne holde mig vågen til Champions League, var det bedre at komme i seng. Hvad forestillede Knud sig egentlig? Han er da ellers så flink. Skulle undertegnede planke remisehegnet efter mørkets frembrud? Jeg kunne selvfølgelig råbe tilbage til personalet på stationen, hvis jeg skulle blive anråbt. "Hvad jeg laver??? Jeg kigger bare efter en død Havørn!" Meget vil jeg gøre for foreningen, men lede efter en død Havørn efter mørkest frembrud på Odense Station. Never! Jeg var dog ikke helt fri for at føle, at jeg var en del af Rejseholdets efterforskningshold.
Jeg besluttede. at sandsynligheden for at en fulderik ville invitere Havørnen med på værtshus var ret lille. Efter som ørnen var død antog jeg, at der var en overvejende sandsynlighed for at den var på plads næste morgen. Det blev mit korte svar til Knud. "OK. Prøver i morgen."
Næste morgen besluttede konen og jeg at gå sammen til bageren. Solen skinnede, og det tegnede til at det kunne blive en lun forårsdag. Bysvalerne var ankommet til deres yngleplads på Rugaardsvej, og på Lagkagehuset blev vi mødt af en duft af nybagt brød og kaffe. Beriget med brød og basser i papirsposer og papæsker, foreslog jeg at vi gik over Byens Bro hjem. "Hvorfor den omvej?". Spurgte min kone. "Jeg har fået et tip om et mord på Odense Station". Svarede jeg og uddybede.
Knud havde sendt nogle billeder med aftenen før, så jeg havde en god idé om, hvor jeg skulle lede. Jeg gik langsomt ned af trappen til spor 7 og 8, mens jeg spejdede over mod remisen, hvor jeg mente ørnen burde ligge. Der var intet at se. Jeg sagde til min kone: "Du bliver her. Er jeg ikke tilbage om 10 minutter..... Så gå hjem og spis uden mig". Jeg havde lyst til, at sige: "Så ring efter politiet", men jeg tog mig selv i det. Jeg havde ikke helt rystet efterforsker-nøkkerne af mig.
Svendborgtoget kørte til perron i spor 8. En Husrødstjert skrattede om kap med højtalerudkaldet til næste afgang. Husrødstjert yngler fast på veterantogene på Jernbanemuseets arealer. Ingen ørn at se i hverken spor 7 eller 8. I remisen ved siden af spor 8 holdt et bortrangeret tog, det måtte være der, at ørnen lå. Det krævede ikke en sporhund af finde ørnen. En sødelig lugt, der ikke mindede det mindste om duften på Lagkagehuset slog mig i møde. Ørnen var fundet.
Det var ganske rigtig en Havørn. En adult fugl. Jeg tog fat i den ene vinge og vendte den om. Jeg var ikke den første på gerningsstedet. Ørnen var fyldt med maddiker, der fik havørn til morgenmad. Jeg kunne se, at ørnen ikke var ringmærket. I al fald ikke på det ene ben, der var tilbage. Jeg tog nogle hurtige billeder som dokumentation, og sendte dem til Knud med besked om, at jeg kunne bekræfte fundet og at ørnen ikke var ringmærket.
Havørnen havde ligget i mange dage i sol og varme og var blevt vært for maddiker. Foto: Esben Eriksen
"Tog du fuglen med?" Svarede Knud, som tydeligvis ikke havde fået fyldt næsen med en lugt, der var alt andet en nybagtbrød og syrener. Jeg mente, at min opgave var fuldført, og at mordet eller selvmordet på Svendborg Expressen var opklaret. Jeg behøvede ikke at tænke i hverken skud eller gift. Gerningsvåbnet holdt ved siden af liget. Toget havde taget livet af Havørnen.
Jeg mødtes med min kone igen, og hun spurgte, om jeg fandt det jeg søgte. Agent Eriksen nikkede og sagde: "Jeg kan ikke tale om det. Lad os gå hjem og få noget morgenmad." Vi gik tavse over Byens Bro. En Stormmåge skreg, og en Tornsanger sang for ørnen.
