Mose- eller Skovhornugle?

På denne årstid kan man møde både Mosehornugler og Skovhornugler i det fynske - de to arter kan være en feltornitologisk udfordring.

På Fyn kan man næsten forlade sig på at artsbestemme de to arter alene på adfærden. En ugle, der fouragerer ved højlys dag i det tidlige forår, efterår eller vinter over åbne arealer, vil med 99,9 % sikkerhed være en Mosehornugle. Mens en jagende ugle i dagslys om sommeren kan være enten en Mose- eller en Skovhornugle, men da Mosehornugle ikke yngler på Fyn, så er det sandsynligvis en Skovhornugle.

 Skovhornugle jagende ved Flyvesandet. Foto: Leif Sørensen

Skovhornugler kan ses på Fyn året rundt, men de ses normalt kun flyve omkring i dagslys, når de har unger. Man kan selvfølgelig støde på en Skovhornugle, der er blevet skræmt ud af et træ, men ikke omkringflyvende i længere tid i åbent landskab. En typisk oplevelse med Skovhornuglen er ofte en næroplevelse, hvor den sidder helt stille og forsøger at skjule sig i et nåletræ. Eller en junimorgen eller -aften, hvor de lyse timer må i brug for at stille ungernes sult.

Mosehornuglen har ynglet en sjælden gang imellem på de fynske småøer, men ellers er den kun gæst i det fynske - forår, efterår og vinter. Man ser den da typisk over strandenge eller andre uopdyrkede arealer med vedvarende græs, hvor den jager i fuld dagslys.

Begge arter kan også træffes på trækstederne – her vil man en sjælden gang imellem støde på en Skovhornugle, som man kommer til at skræmme ud af et krat eller et træ. Mosehornuglen træffer man oftere, hvor den pludselig letter for fødderne af én og efterlader observatøren forskrækket med bankende hjerte. Alternativt opdager man Mosehornuglen på træk, hvor den både kan komme lavt over havet eller i stor højde.

Alt sammen er adfærd, som er gode indicier på en artsbestemmelse, men det tilfredsstiller ikke feltornitologens forfængelighed. Uglen skal kunne bestemmes ud fra artsspecifikke kendetegn. Her følger et par hurtige kendetegn:

Se på uglens hoved

Skovhornugle, Flyvesandet tv Foto: Leif Sørensen og Mosehornugle, Hou Nordstrand th. Foto: Jane Ditzel

Mosehornuglen har gul iris og med sort teatersminke omkring øjnene. Nærmest stikkende vrede øjne. På afstand er øjenfarven naturligvis svær at se, men her kan man støtte sig til det meget markante hvide område omkring, under og over næbbet. Det kan nærmest danne et hvidt timeglas med det sorte næb i midten. Endelig viser Mosehornuglen små eller ingen horn.

Skovhornuglen har orange iris, der giver mindre stikkende øjne og uden den sorte teatersminke hele vejen rundt om øjnene – kun sort ind mod næbbet. Ansigtet er mere ensartet gråbrunt. Det lyse om næbbet kan syne meget lyst, men ofte mere smudsigt. Hornene kan være markante, men også næsten skjulte.

Se på uglens krop og ben

Kigger man på Mosehornuglens krop, så ser man, at den har et gyldent anstrøg på det øvre bryst med mørke længdestriber. Jo nærmere man kommer benene, jo tyndere bliver længdestriberne, og jo lysere bliver grundfarven. Mosehornuglen er nærmest hvid og ustribet nederst på bugen og iført hvide strømper på benene. Ser man en siddende ubestemt Mose-/Skovhornugle på stor afstand, der er markant lysere nederst end øverst på kroppen, så er det med til at hjælpe en på vej til den korrekte bestemmelse.

Står man med en Skovhornugle, så er den ensartet gråbrun på bryst og bug med mørke kraftige længdestriber hele vejen ned. Benene er iført gråbrune eller lysebrune strømper. Se også den jagende fugl øverst i artiklen.

Se på uglens vinger

En flyvende Mosehornugle vil opleves mere spidsvinget end en Skovhornugle. Det skyldes at den yderste og den tredje yderste håndsvingfjer er cirka lige lange med den anden håndsvingfjer ragende længst ud imellem disse.  Det gør at Mosehornuglens hånd bliver meget spids. Ser man derimod på Skovhornuglen så er den yderste og den fjerdeyderste håndsvingfjer lige lange. Men den 2. og 3. håndsvingfjer, som er længere, er også cirka lige lange, og giver en mere afrundet vinge.

Billedet her ser Skovhornuglen ret spidshåndet ud, men billedet er valgt for at illustrere fjerlængden. Det generelle indtryk, når man ser en Skovhornugle er, at vingen er mere rund. Se også de andre billeder af Skovhornugle. Mosehornugle tv. Klisenor. Foto: Esben Eriksen og Skovhornugle th Flyvesandet Foto: Leif Sørensen

De to bedste kendetegn at kigge efter på vingerne er fordelt på hver siden side af vingen. Dermed har man adgang til et godt kendetegn uanset, hvilken vinkel man ser uglen i. På oversiden skal man koncentrere sig om vingebagkanten. Mosehornugle har hvid vingebagkant – det har Skovhornuglen ikke – det er svært at se på afstand. Den hvide bagkant er med til at forstærke indtrykket af, at Mosehornuglen har meget slanke vinger. Bagkanten forsvinder så at sige, når fuglen ses mod himlen.

Begge billeder viser en Mosehornugle fra Klisenor. Bemærk, hvor let den hvide bagkant ses mod landskabet, mens den mod den lyse himmel næsten forvinder og gør uglen mere slankvinget. Bemærk også Mosehornuglens spidse hånd. Foto: Esben Eriksen 

På undersiden af vingen skal man koncentrere sig om vingespidsen – begge ugler har meget lyse vingeundersider – Mosehornuglen de lyseste, men Mosehornuglens vingespids er helt sort, som var den dyppet i blæk. Et meget let kendetegn at se. 

Ser man fuglen godt, vil man på armsvingfjerene kunne konstatere en bred og ensartet bånding hos Skovhornugle. Hos Mosehornugle er denne bånding meget svag.

Se på uglens hale

Mosehornuglens hale har en kraftigt aftegnede sorte tværbånd, men tværbåndingen hos Skovhornuglen er mere utydelig. Ser man en ugle med en kontrastrig hale, så lugter det af en Mosehornugle.

Skovhornugle tv med ikke så kontrastrig hale som Mosehornuglen til højre. Bemærk også Skovhornuglens afrundede vinge og Mosehornuglens hvide vingebagkant. Skovhornugle  tv Foto: Leif Sørensen og Mosehornugle th Foto: Esben Eriksen

Tekst: Esben Eriksen