Ø-undersøgelsen – Ny yngleart på småøerne.

Af Lilly Sørensen

Vi Niels Andersen, Niels Bomholt og jeg var den 2. maj (1. optælling) ude og tælle fugle i Lillebælt på Bastholm, Småholmene og slutteligt på Brandsø. En fantastisk dejlig tur i herligt vejr.

061122trane1lis

Traner på Brandsø. Foto: Lilly Sørensen.

Preben fra Bogø var som vanligt bådfører og satte os i land. Vi var ikke gået langt, før der var Ringdrossel. Lidt senere kunne vi høre nogle Traner. Nå, vi gik videre, spredte os for at se mest muligt og i det nordvestlige hjørne af øen fik jeg øje på 4 Traner gående på en mark sammen med nogle dådyr. Fik taget et billede af Tranerne på god afstand, kort efter lettede de, og vi så ikke mere til dem, før vi sejlede fra øen, her kom der en enkelt Trane flyvende hen over øen.
Ifølge DOF-basen første Trane obs på Brandsø. Den 5. juni konstaterer Jannik Sølyst Jørgensen, at ”der er nye indbyggere på Brandsø” – et tranepar med unge.

061122tranelis

Trane over Brandsø. Foto: Lilly Sørensen.

Så spændingen er stor, da vi er derovre 4 dage senere, vi håbede jo på også at se ungen – men det blev til en varslende Trane på samme sted, som parret med unge var set.
I 2021 blev der på Fænø også på ø-undersøgelsen noteret yngleforsøg af Trane på Fænø.
Nu er optællingsdelen af ø-undersøgelsen ved at være slut. Vi har fået set nogle nye øer og fået travet MANGE kilometer. Det har været meget spændende at være med til – så tak for det initiativ.