Den 1. maj 2020 kunne man i Fyns Amts Avis læse følgende tilsyneladende gode nyhed:
Brahetrolleborg Gods lægger jord til, så fuglekiggere i bil ikke behøver at holde i vejsiden, men kan rulle ind på en parkeringsplads, når de tager på fuglesafari ved Brændegård Sø.
Det viste sig imidlertid, at den jord, som godset generøst vil stille til rådighed, er den lille stump eng mellem vejen forbi avlsgården og søen. Det er en på alle måder skidt placering af en parkeringsplads - fuglene ved søen får publikum tættere på, og rørbræmmen ved søen har nok set sin sidste Drosselrørsanger, hvis planen føres ud i livet. I den anledning skriver DOF Fyns formand til Faaborg-Midtfyns kommune:
Til Faaborg-Midtfyn Kommune
Vedr. parkering m.v. ved Brændegård Sø
Dansk Ornitologisk Forening Fyn har læst læst denne artikel i Fyns Amts Avis 1. maj 2020. Heri beskrives plan om at etablere en P-plads på engen ved Brændegård Sø ud for Brændegård. Dette sted er meget besøgt af ornitologer og andre naturinteresserede. Da parkering og ophold sker i vejkanten, er det meget forståeligt med ønsket om bedre og sikrere forhold for de besøgende og den forbikørende trafik.
DOF Fyn mener dog, at den foreslåede løsning tilsidesætter de meget væsentlige beskyttelsesinteresser, der er ved Brændegård Sø. Søen og omgivelserne inklusive den berørte eng er fredet, området er udpeget som NATURA 2000 område og den pågældende eng er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som beskyttet naturtype. Det vil derfor ikke være foreneligt med beskyttelsen af området at etablere en P-plads, der vil formindske det i forvejen lille engområde, og samtidig mindske afstanden til søbredden med øget forstyrrelse af fuglene til følge.
I stedet vil vi foreslå, at parkering etableres syd for avlsbygningen, f.eks. som vist her:
Parkering her kan etableres, uden at det går ud over naturbeskyttelsen i området.
Til forbedring af publikums muligheder for at iagttage fuglelivet i søen og adskillelse fra trafikken på vejen kan vi foreslå etablering af en aflang platform langs vejen. Dette vil der være plads til, hvis vejsiden ikke længere benyttes til parkering.
DOF Fyn står meget gerne til rådighed for kommunens yderligere planlægning.
Venlig hilsen Henrik Kalckar og Leif Bisschop-Larsen, DOF Fyn
Hertil har Faaborg-Midtfyns Kommune svaret
Hej Henrik og Leif
Tak for jeres mail.
Projektet omkring bedre forhold angående trafiksikkerhed og interessen for at se fugle ved Brændegårdsvej 15, har i mange år været et ønske hos både lodsejer og kommune.
Oversigtsforholdene er dårlige på stedet, bilerne kommer stærkt, der kører store maskiner og når to biler skal passere hinanden trækkes der ofte helt ind til muren på gården.
Derudover besøges stedet ofte af fuglekiggere med parkering i rabatten.
Der er dog ikke mange muligheder, når vi så snakker løsninger, fordi geografien på stedet er, som den er.
Jeres forslag om at lave parkering syd for avlsbygningerne kan ikke lade sig gøre.
Det er lodsejers driftsområde og et område der bruges rigtig meget til ud- og indkørsel med maskiner etc.
Samtidig er FMK heller ikke interesserede i at få parkeringen over på den side, da publikum så skal passere og gå langs vejen hen til en evt. opholdsplads.
Lodsejer har før givet lov til parkering på området til DOF arrangementer på stedet, og sådanne enkeltstående arrangementer er lodsejer ok med.
Der er ikke andre muligheder for parkering i nærheden.
Angående naturen på stedet:
Kommunen har været ude og besigtige området og i et ca. 10 meter langt bælte langs vejen er det gammelt opfyld, hvor der ikke er forekomst af egentlige eng- eller overdrevvegetation.
Det vurderes derfor ikke at bræmmen med gammelt opfyld langs vejen er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.
Natura 2000:
Ingen af de nævnte arter eller naturtyper på udpegningsgrundlaget for habitatområdet findes på eller umiddelbart ved det areal som ønskes anlagt som parkeringsplads.
På nuværende tidspunkt er arealet langs vejen det eneste sted hvor det er muligt at opleve det rige fugleliv der er i Brændegård Sø og området besøges af mange ornitologer. På stedet er der således allerede på nuværende tidspunkt mange forstyrrelser. Med etablering af en egentlig parkeringsplads som række ca. 10 meter længere ind i området vil folk kunne komme nogle ganske få meter tættere på Brændegård Sø. Det vurderes dog ikke at dette vil skabe væsentlige yderligere forstyrrelser for fuglelivet.
Vi søger en dispensation fra søbeskyttelseslinien og fredningen angående parkeringspladsen samt at få lov at gøre vejen bredere, således vi kan rykke de (nyopsatte) kantsten tættere på gården, og sådan at to biler kan passere hinanden.
Lodsejer er blevet kontaktet af ornitologer, der har sagt, at de selvom vi lavede p-plads (syd for porten) alligevel ville gå hen og stå nord for porten, da udsynet til søen/øen er bedre herfra.
Vi har efterfølgende endnu engang besigtiget området. Denne gang med Erik (Erik Thomsen/red.), medlem af DOF, som ofte bruger stedet, og som lodsejer tit bruger som sparringspartner.
Vi har nu flyttet p-pladsen nord for porten, da vi på denne problematik havde en mulighed for at lave om på projektet indenfor de rammer geografien på stedet giver os.
Jeg håber det giver svar på jeres ”spørgsmål”. Og jeg håber at det på sigt bliver godt på stedet. Det var i hvert fald tanken både fra Faaborg-Midtfyn Kommune og lodsejers side.
Venlig hilsen Alice Rasmussen,
Friluftlivsmedarbejder, By, Land og Kultur, Natur og Landskab, Mellemgade 15, 5600 Faaborg, 72 53 80 35, www.fmk.dk
DOF Fyn kan ikke gå på kompromis med fugleinteresserne på engen og den tilgrænsende rørskov og søbred, og derfor vil vi ikke være med til at lave en parkeringsløsning på engen. Vi sætter pris på kommunens arbejde med sagen, og vi kan naturligvis også se behovet for en god og forsvarlig løsning omkring parkering og observationsmuligheder ved Brændegårdsøen. Men hvis det er på bekostning af fuglelivet, så ser vi hellere status quo.