Af Esben Eriksen og Søren Gjaldbæk
Nu er vi så langt henne på foråret at alt kan ske. Hærfugl, Damklire og Rødrygget Svale er blot nogle blandt mange slut-april belønninger, man kan få for sin flid i felten. I den langt mere rimelige ende af forventninger, man kan stille til de kommende par uger er Skovpiber, Ringdrossel, Vendehals og Bynkefugl.
For rovfuglenes vedkommende kan man kigge efter Lærkefalk- og Dværgfalk på trækstederne og Steppehøgene er stadig i spil.
Denne Hærfugl dukkede nærmest profetisk (mens prognosen blev lavet) op i Gulstav den 14. og 15. april - vi får se, om der er flere i pose. Foto: Lars Kirk.
Vi har haft det lidt tungt med vadefuglene - kun en Hvid- og en Sortklire er det blevet til. Det skal der nok blive lavet om på, og Tinksmedene vil også indfinde sig - Sybergland og Gyldensteen er steder, hvor man normalt ser mange fra slut april og ind i maj. Der kan dukke en sjov amerikaner op som Amerikansk Hjejle, Langnæbbet Sneppeklire eller måske mere sandsynligt en Stylteløber.
Skal vi igen have Stylteløber - tjek vadefuglelokaliteterne. Denne er fra Slambassinet 2020. Foto: Leif Sørensen.
De fleste Løvsangere er på træk, de småraster om dagen. Det er her boligbirderne har chancen, i Odense er der normalt en lille uges tid i slutapril, hvor deres sang høres mange steder.
Gærdesanger og Rødstjert vil være ankommet og de første Brogede Fluesnappere vil blive set - primært på trækstederne, men de raster bredt. Den grå skal vi nok vente lidt med. De første Skovsangere plejer også at dukke op i slutningen af april, tjek din lokale skov - den er for eksempel et fast forårs indslag i Hunderup Skov. Kigger vi sidst i perioden kan vi forvente Sivsanger og måske en tidlig Tornsanger. Også Græshoppesanger er en mulighed. De første Gøge bliver normalt hørt sidst i april, mon ikke der vil være en heldig fynbo eller to?
Gærdesangerne vil være ankommet inden april er slut. Foto: Benjamin Bech.
Vi mangler stadig Bysvalen, men når måneden er omme, vil vi se den plus Land- og Digesvale mange steder. På træklokaliteterne er det værd at tjekke svalerne for Rødrygget Svale. Set nedefra skal man scanne svalerne for en landsvalestor svale, der lyshovedet fortil og med sort underhale samt gump.
En af fotografernes yndligsfugle - Dværgternen. Den er lige på trapperne. Foto: Flemming Johansen.
Af ternerne mangler vi stadig Dværg- og Rovterne, det gør vi ikke, når april er omme. Det er også en god periode for Dværgmåge, som ses på træk - især på Sydlangeland.
Det er træktid med stort T, så man kan løbe ind i overraskende fugle alle vegne, men trækstederne er selvfølgelig altid værd at besøge. Det gælder om at komme af sted, det er nu det sker, man ser næsten altid noget godt. Held og lykke derude.