Redetræet på Erholm. Bemærk hvor spinkelt selve træet er, og hvor relativt lavt reden sidder - dog ikke lavt nok til at stigen kunne nå!
De seneste to sæsoner har jeg været redekoordinator for havørnerede nummer 110/Erholm Gods (Se billedet ovenfor). Jeg kunne tænke mig, at der var nyere DOFere der var lidt i tvivl om hvad det indebærer at påtage sig den rolle, og denne lille artikel skulle gerne råde bod på det.
Lidt om Projekt Ørn
Projekt Ørn er et DOF-tiltag der har til formål at gøre det lettere for de relevante ørnearter at (gen)indvandre til Danmark, efter at alle ørne havde været udryddet her i landet i næsten hundrede år. Projekt Ørn stammer helt tilbage fra 1992 – altså faktisk inden de første havørne begyndte at ruge på Lolland – og har helt konkret følgende formålsparagraffer:
- Beskyttelse af de danske ørne
- Indsamling af viden gennem overvågning og registrering
- Formidling, oplysning samt engagere befolkningen
Projekt Ørn kan kun fungere fordi en lang række frivillige redekoordinatorer investerer deres egen tid i projektet – det er citizen science når det er bedst.
Redekoordinatoren er Projekt Ørns øjne og ører ”på jorden”. Opgaven indebærer at følge med i ørneparrets ynglesæson, og registrere hvad der populært sagt kommer ud af anstrengelserne, alt sammen uden at opmærksomheden kommer til at påvirke yngleresultatet negativt. Sagt på en anden måde vil Projekt Ørn gerne vide så meget som muligt, men kun hvis den viden kan fremskaffes uden at forstyrre ørnene, især i starten af sæsonen, hvor ørnene er meget mere følsomme overfor forstyrrelser. Samtidig forsøger redekoordinatoren at opbygge et fornuftigt forhold til en eventuel lodsejer (langt de fleste danske havørnereder findes på privatejet jord, og meget ofte på de store godser), så der kan etableres et samarbejde omkring at undgå forstyrrelser i yngletiden. Det kan lyde underligt i fuglefolks ører, men mange skovejere ved faktisk ikke hvor vigtigt det er at undgå at arbejde i nærheden af reden i de tidlige forårsmåneder, og der er også dem som ikke engang ved at de har ynglende havørne på deres jord. Så er det koordinatorens opgave at sørge for kontakten til skovejeren, og prøve at lodde stemningen i forhold til hvor meget vi kan tilskynde til en skovdrift der tager hensyn til ørnene. Heldigvis er de fleste skovejere stolte over at have ørnene, så det er mit indtryk at den side af koordinatorens opgaver som oftest går relativt let – det gør det i hvert fald ude hos mig.
”Mine” ørne ruger i et mindre træ, på en lille skovklædt høj midt i en åben dal. Så længe der ikke er blade på træerne kan jeg iagttage dem på LANG afstand gennem teleskop, og på den måde følge lidt med i hvor langt de er kommet med æglægning og rugning, men så snart træerne springer ud er det slut med overvågningen, og så må jeg holde mig væk indtil ungerne er næsten flyvefærdige – hvis jeg skal tæt nok på til at kunne se hvordan det går, ved jeg allerede at min tilstedeværelse gør at det går dårligt, og så vigtigt er det ikke! Når jeg ved at ungerne er store nok til at kunne klare sig i reden alene, uden at gå til af sult og kulde, eller blive spist af en sulten ravn, går jeg en enkelt gang ind for at se hvor mange der er, og om de ser sunde og raske ud, og så holder jeg i øvrigt kontakt med skytten på godset, så han kan fortælle mig hvor mange ungfugle han ser flyve omkring i ugerne efter at de har forladt reden. Tallene rapporteres til Projekt Ørn, der bruger dem til at lave statistik for årets yngel, og sammenligne med tidligere år. Generelt er kurven kun på vej én vej på landsplan, og det er heldigvis opad, men på Fyn er den knækket i år, idet vi havde færre flyvefærdige unger her på øen i år end sidste år.
De voksne fugle skælder ud, og holder sig i nærheden, mens ringmærkningen pågår.
I år forsøgte vi i øvrigt at komme op og ringmærke ungerne, bl.a. fordi jeg havde fortalt Projekt Ørns Kim Skelmose at reden sad lavt i træet, og derfor kunne nås med en lang stige – det viste sig at være en lidt for optimistisk vurdering, så ringmærkningen lykkedes ikke i år, men vi tilbragte et par gode timer sammen med godsejeren, hans søn, og to store, flotte unger.
Redekoordinatoren sørger også for at rådgive skovejeren omkring adgangsbegrænsninger i yngletiden, på de steder hvor et sådant tiltag giver mening. Det kan være hvis reden ligger meget synlig i landskabet, og der går oplagte veje eller stier derud – så kan det være en god idé at sætte nogle høflige skilte op i yngletiden, der fortæller hvorfor man bør holde sig væk. Generelt var det mere i fokus dengang havørnen som ynglefugl var et nyt fænomen, i dag er der så forholdsvis mange at vi er blevet lidt mere afslappede på det punkt. Jeg er i hvert fald personligt af den opfattelse, at det gælder om at benytte ørnenes evne til at imponere og aktivere den brede befolkning, og ikke gøre ørnenes ynglesucces til et elitært projekt som kun må og kan følges af de få og de indviede.
Hvis ørnene bor et sted som er relevant når der er Ørnenes Dag, kan redekoordinatoren sikkert også bidrage konstruktivt dér – den viden som man får af at følge parret året igennem, kan selvfølgelig gøre god gavn når ørnenes dagligdag skal formidles. Men så er der faktisk heller ikke flere pligter forbundet med rollen, og det meste af det passer jo udmærket ind i en fuglekiggers dagligdag alligevel. Jeg håber at flere har fået lyst til at engagere sig, enten i ørne eller i andre citizen science projekter, og man er altid velkommen til at kontakte mig hvis man har spørgsmål!
Endnu et eksempel på en vred voksen.
Tekst og foto: Mads Syndergaard
