Referat af DOF Fyn Vadehavstur 23. november 2024

Af Kristoffer Hansen

DOF Fyns Vadehavstur begyndte sydvestligst i Danmark på grænsevejen kl. 08.00, hvilket betød afgang fra Odense lidt over 5. Turen var planlagt til søndag den 24. november, men grundet dårligt vejr blev turen flyttet til lørdag den 23. i stedet. Vejret var koldt, og der var sne på de sønderjyske småveje, men der var sol fra morgenstunden. I alt 7 deltagere var stået tidligt op.

301124havsaltsocld

Havørne, Saltvandssøen. Foto: Claus Dalskov.

Mens kaffe og morgenmad indtoges på grænsevejen sås bl.a. 11 Havørne, 6 Sølvhejrer, 1 Blå Kærhøg og 65 Islandske Ryler, der fløj over vejen. På den tyske side rastede en pæn flok Skægmejser. På vestsiden af det fremskudte dige lå pæne flokke af både Spids- og Skeænder. I alt blev det til hele 120 skeænder, hvilket er ganske pænt for årstiden. 16 Snespurve og 9 Bjerglærker fløj mod syd langs diget, og cirka 20 Rørspurve sås på forlandet og langs vejen. Undertegnede så en Isfugl raste i Saltvandssøens sydvesthjørne, der desværre ikke sås af andre. Godt med vadere rastede i Saltvandssøen, blandt andet mindst 200 Strandhjejler og 400 Viber og en Klyde. I Rickelsbüller Kog lå en flok på omkring 500 Kortnæbbede Gæs på vandet.

301124vandreblavidaslusecld

Vandrefalk og Blå Kærhøg, et usædvanligt par - måske Musvågen overvejer at slutte sig til parret! Foto: Claus Dalskov.

Turen gik herefter videre til Vidåslusen, hvor der spejdedes fra slusen. Her sås både Blå Kærhøg (1 gammel han og 1 ungfugl) samt gammel Vandrefalk, der slog et bytte, som den fortærede på en mark. På et tidspunkt sad Vandrefalk og Blå Kærhøg tæt sammen på 2 pæle langs diget, lige efter de havde været oppe at toppes - sjov adfærd. Fra Vidåslusen desuden 8 havørne. Mellem Grå- og Bramgæs kunne der pilles 8 Tundrasædgæs og mindst 2 Tajgasædgæs og yderligere 12 ubestemste sædgæs. Sædgæs i Sønderjylland var ikke noget, man tidligere så meget til. Lidt Bjerglærker (14) sås også her, men kun overflyvende.

301124saedgascld

Sædgæs, Magrethekog. Foto: Claus Dalskov.

Næste projekt var eftersøgning af en flok på hele 193 Tundrasædgås, der var set ca. en uge tidligere omkring Tyvse. Desværre kunne flokken ikke genfindes, men en fin han Blå Kærhøg sås fra vejen og på vej mod Ballum sås en flok på omkring 400 Kortnæbbede Gæs fint fra vejen på en mark lidt nordvest vor Bredebro på vej mod Ballum Sluse.
Ved Ballum Sluse sås endnu en Vandrefalk og 2 Havørne. Ved slusen sås en flok på 28 Klyder, der havde glemt at trække sydpå. Af øvrige vadere sås 35 Islandske Ryler, 35 Dobbeltbekkasiner og 5 sene Brushøns, der lidt usædvanligt for denne art stod på vaden. Også her sås mange Skeænder, hele 180 af slagsen!
Sidste stop på turen var Gl. Hviding Engsø, hvor der spejdedes efter traner, der som et relativt nyt fænomen optræder i større tal i  Vadehavet. Trane blev det ikke til, men i stedet sås Blå Kærhøg, 8 Sølvhejrer på og en flok på 27 Bjerglærker, der rastede ret tæt ved diget og kunne nydes i teleskop. Af øvrige arter skal nævnes 90 Viber og 18 Dobbeltbekkasiner på en græsmark, hvor der også var en del Stære og måger. Herefter afsluttedes en succesfuld tur med store mængder af fugle og flere interessante arter, som ikke er lette i det fynske.