Referat fra DOF Fyn-tur til Avernakø

Af Ellen Nielsen

Interessen for DOF Fyn-turen til Avernakø søndag den 6. april var så stor, at turen blev dubleret, andenturen var onsdag den 9. april. Nedenfor et refarat fra den anden tur.

250425ankomst06steenkrogh

Ankommet til Avernakø - færgen ses på vej tilbage. Turen den 6. april. Foto: Steen Krogh.

Det havde de arrangeret ganske godt, Niels Bomholt og Lilly Sørensen. Vejret kunne ikke have været bedre denne fantastiske forårsdag, og lokationen, Avernakø, var særdeles interessant. Niels og Lilly kan altså noget hvad angår øture. Jeg glæder mig allerede til næste tur.

250425knortekko

Knortegås. Foto: Karen Koefoed.

Skal man til Avernakø, er der to muligheder. Enten svømmer man, eller man booker den lille plimsoller, som sejler derover fra Fåborg. Alle 17 deltagere på turen valgte mulighed nr. 2.

Allerede på den lille havn på Avernakø startede fuglekiggeriet. Vi så en stor flok Hjejler, Viber, lærker, Grågæs, ryler, Fasaner, Gravænder og Fiskehejrer. Så begyndte vi at gå - MEGET langsomt. Niels har vist sjældent travlt. Jeg vil dog lige bemærke, at manden faktisk KAN løbe. Jow jow, hvis han altså mener at kunne høre noget interessant fjerkræ lige rundt om hjørnet.

250425frokost06nbj

Frokost! Turen den 6. april. Foto: Niels Bomholt Jensen. 

Efterhånden som vi bevægede os rundt på øen, så vi adskillige fuglearter - nogen talte op til omkring 60 arter. Referatet vil jo fylde flere A4 sider, hvis jeg nævner alle arter, men her kommer et udpluk. Knortegæs, Bramgæs, div. andearter, især Pibeænder, Korttået Træløber, Stære, Spurvehøg, masser af Gråspurve, Storspove, Gulspurv, Gærdesmutte, Rødhals, Alliker, Skarver, Rørspurv, Toppet Skallesluger, Dobbeltbekkasin, vipstjerter, Klyder, Stor Præstekrave, Splitterner, Grønbenet Rørhøne og ikke mindst Sangdroslen. Den sang ualmindeligt smukt og lod sig velvilligt fotografere.

250425havrejeh

Hvid Vipstjert. Foto: Jan Erik Hansen.

Og desuden hørte vi Vandriksen. Ja, og så var der jo lige vist nok og næsten helt sikkert en svale ... påstod Karen. Mmja, det valgte selskabet så at tro på :-). Karen har altså et ekstra gear til at se specialiteter på disse DOF-ture. Herligt! (Turlederen har betroet os, at der var flere på Karens hold/red.)

250425splitkko

Splitterne. Foto: Karen Koefoed.

Som altid er det en fornøjelse at deltage på disse DOF-ture, Altid godt selskab, altid gode guider, altid godt humør. Tusind tak til alle deltagerne og især en tak til jer, Niels og Lilly, for en helt igennem dejlig og lærerig tur.