Referat fra tur til Tarup-Davinde den 28. april 2024

Af Ellen Nielsen

Endnu en dejlig fugletur i DOF Fyn regi. Denne gang med Henrik Kalckar som bossen. Fantastisk flot vejr, konstant "larm" ude fra midten af Birkum sø - herligt.

Larmen kom fra hættemåge-øen, som hvert år ryddes for størstedelen af bevoksningen for at give plads til Hættemågerne.
Det lød grangiveligt, som om der var megakrise derude. Mand, hvor der blev råbt højt! Henrik forklarede, at det var med til at skræmme Havørne og andre ubudne væk. Jeg ville blive sindssyg, hvis jeg var Hættemåge der.

230524folkdaveni

Der obses. Foto: Ellen Nielsen.

Vi var godt 20 fugleentusiaster, som mødte op kl 8 på denne højhellige søndag morgen. Kort intro fra Henrik, og vi startede turen rundt om først Birkum Sø, hvor vandstanden for øvrigt var ca. 1 m højere end den plejer at være, og dernæst en tur hen til Langager Sø. Sjovt at tænke på, at det nu rigtig fine fuglested for år siden blot var grusgrav. Fantastisk at sådan et område kan forvandles til et spændende natur/fugleområde.

Henrik, som åbenbart kender området endnu bedre end sin egen bukselomme, fortalte ikke blot om fuglelivet, men også om den sjældne Strandtudse - som vi dog ikke fik set. Han fortalte også om, hvor vigtig hættemågekolonien er for mange af de andre fugle, simpelthen fordi Hættemågerne giver de andre fugle en vis form for sikkerhed blot på grund af deres store antal.

På turen rundt om søerne, hvor temperaturen efterhånden steg til højder, der medførte, at Yvonne måtte smide lidt af tøjet efter at have bemærket, at hun da plejede at tage tøj på og ikke af på fugleturene(…..) var vi så heldige at se både Hvinænder og den ikke så mangfoldige Sorthalsede Lappedykker.

230524sortheni

Sorthalset Lappedykker. Foto: Einar Andersen.

Flot fugl med ildrøde øjne og orange fjerdusk som ivrigt vises frem for hunnerne, når hannerne gerne vil i lag med dem. Noget må hanner jo gøre for at imponere - de må jo kompensere for den manglende hjernekapacitet.

Der blev også observeret Fjordterner, som Henrik ikke havde set der på stedet tidligere i år. Ikke mange, men de var der. Ligeledes påstod nogen med åbenbart meget gode øjne at kunne se et par Sorthovedede Måger. Jeg vælger i solidaritet at tro på dem. Jeg lærte for øvrigt i dag, at lappedykkere aldrig er på land, Selv deres reder ligger i vandet. Det er forklaringen på, hvorfor de altid svømmer rundt med ungerne på ryggen. Så bliver de ikke spist af for eksempel Gedder. Naturen er da forunderlig.

Da kaffen blev indtaget henne på den flotte nye platform, kom der pludselig sejlende en Havørn hen over os. Den værdigede ikke hættemåge-øen et blik - næsten. Måske overvejede den, om en af de der tobenede kunne ædes, men den blev så generet af enkelte Hættemåger, at den til sidst fortrak, jaget væk af nogle Hættemåger som uforfærdede angreb Havørnen.

230524magereni

Der er mange par af Hættemåger på øen. Foto: Ellen Nielsen.

Lige i kølvandet dukkede der så et par røde glenter op. Joh, der skete noget lige til det sidste. Rigtig dejlig tur i hyggeligt selskab med - for mit vedkommende - efterhånden enkelte velkendte ansigter. Tak til alle for en rigtig dejlig tur. Og stor tak til dig, Henrik, for din entusiasme og super gode evne til at formidle.