Rødme Svinehaver. Størrelsen betyder noget

Den 24. april sendte Miljø- og Fødevareministeriet https://mfvm.dk/nyheder/og Naturstyrelsen https://naturstyrelsen.dk/nyheder/# en enslydende nyhed ud om, at Nye naturperler sikrer mere plads til truede arter. En ”nyhed”, der fik landsdækkende mediedækning, men har du fulgt med på doffynwebben, så vil du allerede i december sidste år via referat fra Naturpolitisk Udvalg være orienteret om nyhedens fynske aftryk, nemlig at Naturstyrelsen har tilkøbt 8 ha udyrket areal umiddelbart nord for Rødme Svinehaver. Det kan være på sin plads at sætte købet ind i en naturpolitisk ramme og et fugle- og naturperspektiv.

billeder foraret 2008 mm 081

Kig mod nord med det flade landskab ved Stenstrup Issø. Det er nedenfor bakken, at Naturstyrelsen nu har tilkøbt 8 ha naturarealer. Foto Niels Andersen. 

Rødme Svinehaver er en overdrevslokalitet beliggende 10 km nordvest for Svendborg i Egebjerg Bakker og er i forvejen beskyttet på alle ledder og kanter. Det blev fredet i 1939, da motorcykelklubben i Svendborg ville anlægge en motorbane i bakkerne, det er habitatområde under Natura 2000-paraplyen og det blev i offentlig eje, da Naturstyrelsen og Svendborg Kommune i fællesskab opkøbte de 9 ha i 2014. Forinden havde Fyns Amt opkøbt den nærliggende Bakkelundgaard i 1990’erne for med tiden at udvide den kostelige overdrevsnatur. Området rummer udover surt overdrev også vandhuller, rigkær, hængesæk, skovsumpe og bøgeskov. Der er god grund til at samle stumper af isoleret natur, for i naturen betyder størrelsen noget! Samtidig bliver det muligt bedre at pleje og udvikle naturtypen, når de forskellige delområder kommer under en hat. Pleje er et nøgleord her, for overdrevsnatur hører til i en tidslomme fra før verden gik af lave og med det også et plante-og dyreliv, der i dagens effektive arealudnyttelse er sjælden og truet.

Nu er der så tilkøbt 8 ha, der i nord grænser direkte op til Svinehaverne, dette nye tillægsområde har ikke været dyrket i de seneste 20 år, så der er potentiale til, at overdrevsfloraen kan indvandre. Det er nemlig meningen, at den altafgørende kreaturafgræsning skal systematiseres og derfor også skal omfatte de nye arealer. Den lysåbne natur skal holdes ved lige og sikres plads.

De tre tornfugle

Overdrevsnaturen er ikke som fx vådområder specielt fuglerig. Karakteristisk for naturtypen er dog den spændende og efterhånden ret sjældne Rødrygget Tornskade.  Den fanger store insekter i luften og spidder dem til senere anvendelse på grentorne fra Hvidtjørn eller Slåen. Han og hun er forskellige, men begge viser gerne med fejende bevægelser de sort-hvide haletegninger frem øverst i buskvegetationen.

27788 UU 14928 DSC06229

Den smukke Rødryggede Tornskade i sit rette element, blandt torne. Foto: Carsten Siems i DOF-Fyns publikation: ”Fugle og natur ved Svendborg.”

To andre tornfugle er også typisk for overdrevene, nemlig Tornirisken og Tornsangeren, hvor sidstnævnte ofte og vedholdende lader sin lille abrupte fanfare lyde iblandt de spredte buske: ”Vil De, vil De bare se..!” Sangfuglene, herunder også Løvsangeren, er vellydende repræsenteret i det afvekslende og lysåbne landskab, hvor de ernærer sig på den insektrigdom, de blomstrende vækster kaster af sig. Også Gulspurven er typisk på de ofte tørre bakker med den spredte buskvegetation, her finder den plads øverst oppe til at foredrage sin remse fra en til syyv.

IMG 5601

Gulspurv synger altid højt til vejrs. Foto: Poul Brugs Rasmussen

IMG 8812

Tornsangeren ”gør sig til”, man kunne næsten sige, at Tornsangeren er buskenes gode humør. Foto: Poul Brugs Rasmussen.

Et besøg med kikkert i Rødme Svinehaver vil i øvrigt altid åbenbare noget overraskende, da der er lange kig ud i det omgivende landskab, mod nord til Stenstrup Issø, mod syd udover Det Sydfynske Øhav. Husk på, at du befinder dig i åbne omgivelser og mere end 100 m til vejrs.

Da overdrevsnaturen tidligere var langt mere almindelig og derfor havde mange af de lidt mere specialiserede arter, kunne man håbe, at lidt flere af bondelandets fugle indfinder sig, det kunne fx være Bynkefuglen.

Overdrevsnaturen

Overdrev, altså tør og lysåben natur, der overvejende har været udnyttet som græsningsareal, er en sjælden og værdifuld naturtype, som af myndighederne er prioriteret højt og hvor det er muligt, bestræber man sig på at øge forekomsten. Det drejer sig oftest ret små og sårbare arealer, men nu er der med Rødme Svinehaver som Fyns fornemste repræsentant for naturtypen, mulighed for at øge overdrevsnaturen i Egebjerg Bakker. Det nylige opkøb af det sammenhægtede areal i nord vil sammen med nogle tilstødende tørre arealer i syd og hele Bakkelundgaards tilliggende gøre de landskabeligt smukke omgivelser mere robuste. Størrelsen betyder som nævnt noget, og nu vil der sammenlagt være ca. 50 ha under beskyttelse, pleje og landskabsudvikling.

Især er floraen og insektlivet rigt på de næringsfattige overdrevsarealer og mange sjældne arter findes kun her. I Rødme Svinehaver vokser således den eneste forekomst af Guldblomme udenfor Jylland.  Den flotte gule kurvblomst havde tidligere det forjættende navn Volverlej.

Guldblomme 20090614 0014

Volverlej eller Guldblomme er knyttet til tør, overvejende sur og næringsfattig bund. Siden 1960’erne har den i Danmark været stærkt aftagende i udbredelse og hyppighed. Foto: Bent Staugaard i ”Fugle og natur ved Svendborg”. 

Der er nedenfor bakkerne også vandhuller og våde engpartier, der rummer flere arter af orkideer såsom Plettet Gøgeurt, Maj-gøgeurt, og Bakke-gøgelilje. Helt op til 17 arter Vokshatte gør også området interessant for svampeentusiaster. 

Guldblomme 20090614 0010

Her har Bent Staugaard fanget en hest i færd med helligbrøde! Afgræsningen er dog nødvendig for at Svinehaverne kan bevare deres åbne karakter. Fra ”Fugle og natur ved Svendborg” DOF-Fyn 2010.

Afgræsningen af bakkerne er vigtig. Indtil for nylig bar området præg af tilfældig og mangelfuld indsats fra de firbenede husdyr, men efter statens og kommunens fælles overtagelse af arealerne, er der kommet mere skik på situationen. Afgræsningen kom i udbud, nu hentes en stabil dyreforsyning helt fra Tønder, græsningstrykket er blevet stabiliseret, og flere dispensationer til gennembrud af de fredede stendiger til kreaturpassage giver håb for bevarelse af de åbne forhold for fremtiden.

Overalt er området oversået med store sten, hvilket antages at være tegn på, at der aldrig har været sat en plov i de stejle og højtbeliggende bakker, dvs. siden istiden. Skoven blev fjernet for at par hundrede år siden for at give plads til græssende dyr og så tidligt som ved fredningen i 1939 blev det fastslået, at der ikke måtte ændres i benyttelsen, nemlig løsdrift af kreaturer og at der ikke må optages sten af jorden. Foruden de mange sten, domineres området af hundredvis af de karakteristiske tuer fra Den Gule Engmyre, som lever hele sit liv under jorden.

Brug en af de kommende måneder til at aflægge Rødme Svinehaver et besøg. Du finder i Egebjerg Bakker Alpevej med sidevejen Tørvelong. Her er P-plads, kortbord og stiforslag. Der er udarbejdet en folder, og du må færdes til fods overalt i området. Vis hensyn til den sårbare natur.

Tekst: Niels Andersen