”Sammen om at hjælpe Viben” var overskriften på et fællesprojekt mellem Landbrug & Fødevarer og Dansk Ornitologisk Forening. Formålet var at opmuntre landbruget til at tage hensyn til Viben i landbrugsdriften.
Det er denne fugl, det hele drejer sig om. Kan man andet end ønske at beskytte den? Foto: Jørgen Dam.
Fælles initiativer til at hjælpe Viben
Fælleskampagnen mellem L&F og DOF for at hjælpe den Viben i landbrugslandet blev skudt i gang sidste år og er fortsat i år. På Landbrug & Fødevarers hjemmeside præsenteres de mange gode initiativer, som man i fællesskab med ornitologerne kunne blive enige om er nødvendige, hvis Vibens muntre skrig atter skal indvarsle forårets komme ude i det åbne landbrugsland. Direkte henvendt til landmændene hedder det desuden, at Vi skal være sammen om at styrke viben. Derfor er dialog en vigtig del af indsatsen. Hvad med at tage fat i din lokale ornitolog, så I kan tale om mulighederne for at styrke viben på din bedrift?
Den fine eng i Egense med de mange fuglearter. Hver uge omkring 50 forskellige. Senere ses Vibekyllingerne løbe rundt til stor glæde for ”publikum”. Foto: Niels Andersen.
Det gode eksempel fra Egense på Sydfyn
Her følger historien om, hvordan et godt samarbejde kan udmøntes i praksis.
Som bekymret ornitolog henvendte jeg mig i slutningen af april til Lehnskov gods i mit nærområde for at gøre opmærksom på, at et antal Viber efter megen aktivitet havde slået sig ned i en nysået mark med vårbyg i Egense. Samtidig håbede jeg, at man var opmærksom på at hjælpe fuglene igennem et vellykket yngleforløb evt. ved at jeg kunne afmærke rederne, så de kunne skånes i landbrugsdriften.
Med godsets venlige tilbagemelding om, at man kun ville befærde marken i køresporene med en enkelt ukrudtssprøjtning og lidt kunstgødning i den næste tid, afvejede jeg, at da alle de fem reder var placeret udenfor sporene, ville min færdsel måske udgøre en større forstyrrelse end landbrugsdriften.
Af forskellige grunde afmærkede jeg alligevel rederne med held, så der nu løber tre Vibefamilier rundt om en lille sø, som kan ses fra offentlig vej. Dette syn vækker daglig stor interesse og glæde hos de lokale beboere. Hør fx denne bemærkning: ”Nu har jeg levet i næsten 75 år, men jeg har aldrig set en Vibekylling før i dag”.
Vibekyllingerne varmes i den første tid af moderen. Ikke mange har set det. Foto: Hans-Henrik Wienberg.
Det gode eksempel fra spinatmarken
Godsforvalteren tog senere fat i sin lokale ornitolog, nemlig undertegnede og fortalte, at han under arbejdet i en nyspiret spinatmark havde set et par Viber. Da frøspinat skal radrenses, når det er i god vækst, blev jeg spurgt, om jeg kunne undersøge marken for at slå fast, om der var territoriefast Vibetilstedeværelse og afmærke reden efter den metode, vi tidligere har haft så gode resultater med. En opgave jeg tog på mig. Jeg forventede at finde en enkelt rede forholdsvis let. Det skulle dog vise sig, at det blev en større opgave.
Her er min selvbestaltede arbejdsplads i den kuperede mark. Lidt nedenfor bakketoppen, bevæbnet med kikkert, teleskop, kompas, notesblok, svajestokke og strandstol. Og fremfor alt tålmodighed. Foto: Eva Clemmensen.
Nålen i høstakken…
Spinatmarken løber 450 m langs offentlig vej, er ret kuperet og på 16 ha. Mit første besøg gik med overhovedet at lære marken at kende. Jeg havde medbragt en strandstol, teleskop og kikkert og slog mig ned lidt nedenfor den højeste bakke. Her kunne jeg overskue det meste af marken uden at sidde i silhuet og derved påvirke fuglenes adfærd. Og så var det ellers bare som at ”finde nålen i høstakken”. Mit første besøg blev forgæves, men klogere allerede til andet besøg. Samme udgangspunkt igen og med notesbog og kompas. De medbragte svajestokke, som godset havde udstyret mig med, brugte jeg som retningsvisere.
Her ses to rugende Viber blandt afmærkningen, som er sat 10 m på hver side af rederne. Foto: Erhardt Ecklon.
Jeg fik øje på de territoriale Vibehanner og noterede mig, at fuglene afmærkede deres yngleterritorier ved at flyve stort set identiske ruter. Her skulle så de rugende hunner findes. På andendagen i marken fandt jeg en rede, men gik forgæves efter en rede nummer to. Svajestokkene blev sat 10 m på hver side af reden i kørselsretningen, som i spinatmarken følger rækkerne. Ved tredje besøg stedfæstede jeg endelig rede nummer to, og i tilgift desuden en Strandskaderede. Ved fjerde besøg endnu en Viberede, alle langt væk, men indbyrdes forholdsvis tæt. Min lille base havde ingen indflydelse på fuglene, der hver gang kunne genfindes på deres 4 æg under mit besøg. Ved et femte besøg lykkedes det efter noget besvær at opspore endnu en rede, denne gang kun med to æg, altså et kuld under etablering og hvor Vibehunnen endnu ikke har påbegyndt rugningen og derfor uinteresseret opholdt sig væk fra reden det meste af tiden.
I slutningen af maj løber der Vibekyllinger i forskellig alder rundt i området, til stor glæde for de lokale. Jeg viser gerne frem. Foto: Gurli Nielsen.
…blev til nålene i høstakken
Status er, at jeg har markeret 4 Vibereder og en Strandskaderede i en mark, hvor godset skal radrense og hvor alle rederne ville gå tabt under normale omstændigheder. Nu overlever rederne markdriften, da det er aftalt, at man hæver radrenseren, når de afmærkede reder passeres. Og de små Vibekyllinger kan forhåbentlig vokse op som følge af et godt samarbejde mellem landbruget og den lokale ornitolog -og styrke Viben på bedriften. Der skal to parter til at samarbejde.
De smukke Vibeæg. Altid 4 i antal og altid med de spidse ender samlet mod midten. Som et firkløver.
Nu kan man måske synes, at det er et stort arbejde, der har været lagt for dagen for at redde nogle fugle. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg har haft tiden og den viden, der skal til for -med et forslidt udtryk- ”at gøre en forskel”.
Viben er nu på Danmarks Rødliste over truede arter
Det hele sker på den baggrund, at Viben i landbrugslandet over de seneste årtier er gået så voldsomt tilbage, at fire femtedele af Viberne er forsvundet, så Viben fra januar i år nu også er at finde på Danmarks Rødliste over truede arter. Her er den at finde under kategorien sårbar, og det har naturligvis aktualiseret en indsats for at hjælpe den folkekære Vibe.
Vibekylling i en mark med vårbyg. Ikke til at stå for. Foto: Erik Thomsen.
Derfor er det meningsfuldt at gøre sit yderste for at hjælpe en elsket fugl, der har så stor en plads i vores kulturhistorie og som uforvarende er ramt af udviklingen. Gør vi ikke forsøget, bliver vi fattigere. Jeg oplever gennem talrige samtaler med folk i mit lokalområde en stor interesse for Vibens skæbne. Og når landbruget samtidig viser vilje til at ville samarbejde om at hjælpe til, så er jeg forpligtet. Viben blev min skæbne, frit efter W.C. Fields.
Niels Andersen, DOF’s kommunerepræsentant i Svendborg
Her kan du læse mere:
