Denne svaneart yngler højt mod nord fra Island over Norge, Sverige, Finland, Rusland og Sibirien til Stillehavet. I Danmark har der været enkelte ynglefund siden 2002, men vi kender den primært som vintergæst, hvor den fouragerer på markerne - på Fyn primært på Nordfyn, Tåsinge og Langeland, men arten ses mange steder.
Sangsvaneflok - og en enkelt Knopsvane - tjek selv!
Mange gange opdager man Sangsvanen på dens vidtlydende ”sang” , der kan høres på lang afstand, også fra flyvende fugle, også om aftenen, når de flyver til overnatning på rævefri områder - typisk vand.
Sangsvane.
Arten kendes let fra Knopsvane på det gule næb - eneste forvekslingsmulighed er Pibesvane, der også er gulnæbbet, men meget mindre. Ungfuglene skifter fra juvenildragten, der er helt ensfarvet gråbrun til første vinterdragt, der er med hvide indslag, i løbet af vinteren. Det siges, at fugle fra Island bliver hvide hurtigere end den øvrige bestand.
Sangsvane.
Jeg har igennem en del år fulgt Sangsvanerne på Fyn - især på Nordfyn. Det er mit indtryk, at der denne vinter ikke er nær så mange, som vi plejer at have. En tur fra Otterup til Bogense over Jørgensø, Bårdesø, Nørreby og Jersore ville normalt give over tre tusind fugle, i år skal man lægge sig i selen for at nå op på tusind. Flokkene er også ”små”, jeg har ikke set nogen på over 400.
Sangsvane, en gammel og fem unge.
Til gengæld synes jeg, at andelen af ungfugle er større end ”normalt”. Det er et helt subjektivt indtryk, for jeg er ikke videre flink til at tælle flokkene op i unge og gamle. Det er der, hvis man kigger i DOFbasen, ikke ret mange der er, og det forstår jeg til fulde. Mest populære kommentar er ”fouragerende på rapsmark”, hvilket man vel hurtigt kan overse - ikke undertegnede - jeg ved ikke, hvordan raps ser ud, når de ikke blomstrer.
Ungfugle.
Hvis man kigger på alle flokke fra Fyn på mere end 200 fugle i vintrene fra 2010 til 2018, hvor observatøren har talt ungfugle, får man et billede af, at ungfuglene udgør mellem tolv og godt tyve procent - give or take. Der er forskel på, hvor mange fugle, der er talt op, men resultatet fremgår af tabellen. Det er vigtigt at bemærke, at tallene ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden - så skal der grundigere undersøgelser til, men de giver måske et fingerpeg.
Andel af ungfugle i vintrene fra 2010 til 2018.
Væbnet med dette drog jeg en tur rundt på Nordfyn, hvor jeg tjekkede Sangsvanerne på ruten fra Klintebjerg til Jersore. De fleste fugle opholdt sig i omegnen af Otterup - 731 ud af i alt 922 - heraf var der 197 ungfugle. Det giver en andel på 21.4%, hvilket ikke modsiger min fornemmelse, men selvfølgelig heller ikke beviser noget. Det står dog fast, at det samlede antal er usselt - jeg har adskillige gange set flokke, der var større end totalen, både på Nordfyn og på Tåsinge. Jeg har været på Hindsholm et par gange, og også her mangler der nogle svaner. Har andre samme indtryk? Måske en mild vinter i Sverige holder på fuglene?
Gulhovede og gulnæbbede.
Det er ikke så sjældent, at man når man kigger flokkene igennem, støder på svaner med en farvevariation, de er også gule eller okkerfarvede på hovedet og somme tider lidt af halsen. Det skyldes ifølge litteraturen højt jernindhold i vandet, hvor de yngler. Denne farvevariation ses sjældent hos Pibesvane.
Pibesvane med Sangsvaner.
Jeg tror, at mange kigger flokkene af Sangsvane igennem for at finde den på Fyn ret fåtallige Pibesvane. De kan være overraskende vanskelige at finde, især i store flokke. Den 19. januar 2008 fandt Tim Hesselballe Hansen to Pibesvaner i en flok på 1350 Sangsvaner, de stod plastret til skulder ved skulder på en mark ved Kørupvej, Roerslev, ved vejen ned til Flyvesandet. Flokken stod der i lang tid, og det kunne godt give sved på panden at gå i krig med den forsamling.
Sangsvane - ca. 50% ungfugle.
Som noget nyt ser vi oversomrende Sangsvaner. I 2016 kunne man f.eks. se Sangsvane fra slutningen af juni og frem til august. Også på Ølundgård, Føns Vang, Keldsnor og Bøjden Nord har der været ”sommerfugle”, måske et vidnesbyrd om, at arten er ved at brede sig sydover i Sverige.
Tekst og foto: Søren Gjaldbæk.
