Sangsvanen yngler mod nord i Island, Sverige, Norge, Finland og Rusland og Sibirien. De senere år har den bredt sig sydpå og yngler nu i Skåne, det østlige Tyskland og i Letland. Der er sågar danske ynglefund. Dens vigtigste overvintringsområder er Danmark og Tyskland.
Sangsvaner. Foto: Søren Gjaldbæk.
Som de fleste nok har bemærket, kan man se flokke af Sangsvane mange steder på Fyn for tiden, dog ikke så mange som i tidligere vintre. Det skyldes måske, at det lune vejr afholder nogle af dem fra at forlade yngleområderne.
Sangsvane 6E08, Skeby, Otterup, den 5. marts 2019. Foto: Sten Pedersen.
Sten Pedersen har sendt os et foto af en Sangsvane, som han fotograferede den 5. marts 2019 ved Skeby tæt ved Otterup. Som man kan se på billedet havde den en blå halsring med teksten 6E08. Ved Jacob Sterups mellemkomst har vi fået fuglens historik. Der er tale om en 6 år gammel hun.
Ung Sangsvane. Foto: Søren Gjaldbæk.
Den fik halsring og metalring om benet som juvenil den 27. juli 2013 i Letland, hvor den også blev aflæst dagen efter. Herefter er der ingen meldinger om den før den dukkede op på Rügen den 25. oktober 2013. Frem til den 15. december 2013 blev den meldt herfra regelmæssigt ni gange, så det er et fair gæt, at den har stået der hele perioden. Næste gang fuglen blev set var 9. februar 2014, hvor Tim Andersen og Jørgen Hulbæk Christiansen - velkendte navne blandt feltornitologer - så den ved Vindbyholt syd for Faxe - den har formodentligt holdt til i området der inden afrejsen nord på til yngleområdet. Den blev ikke meldt igen, før den rastede på den sydlige del af Gotland den 24. og 26. oktober 2014.
Sangsvaner på forårstræk, Fyns Hoved. Foto: Søren Gjaldbæk.
Det vides ikke, hvor den tilbragte vinteren, men næste gang, den blev set, var ved Hornborgasön i Sverige den 5. og 12. april 2015 - den har næppe været der for at kigge på rastende Traner, om end det er en mulighed! Herefter forsvandt den for observatørerne i en længere periode, den dukkede op ved Mikkeli i Finland den 6. oktober 2017, godt 230 km nordøst for Helsinki, hvor den også blev set den 15. oktober. Den 28. oktober var den rykket små 200 km mod sydvest til Hame, hvor den blev en uges tid. Igen er der ingen aflæsninger fra vinterkvarteret, for den blev først meldt igen den 19. juni 2018 i Letland, ganske tæt på det sted, hvor den blev ringmærket.
Sangsvane. Foto: Søren Gjaldbæk.
Det må være en fair antagelse, at den har ynglet der, men det er naturligvis spekulation. Om den har spenderet hele vinteren ved Otterup, kan vi ikke vide - næste aflæsninger er Sten Pedersens fra den 5. marts 2019 - Jacob Sterup så den tæt ved den 19. marts. Herefter gik turen ”hjem til ringmærkningområdet” i Letland, hvor den var ankommet den 27. marts. Herfra er også sidste aflæsning den 29. maj 2019, så mon ikke den yngler der? Vi får se, om den dukker op i det fynske denne vinter - hold øje med den under den kommende weekendens sangsvanetælling og med andre mærkede svaner og gæs.
Lokaliteter, hvor 6E08 er aflæst - på nogle af lokaliteterne flere gange.
Det skal understreges, at alle data ovenfor er objektive - fortolkningerne af dem er undertegnedes ansvar.
Tekst: Søren Gjaldbæk.