Sildemåger i Skovsøen

Af Søren Gjaldbæk

Skovsøen er en lokalitet, hvor man uden større besvær kan aflæse farveringmærkede Hættemåger fra december til marts, hvor der dagligt raster op mod 300 fugle.

Fra slutningen af marts og i varierende omfang frem til juni kan man også se Sildemåge, normalt et par stykker. Den første fugl, der er meldt kom den 19. marts, den sidst af slagsen den 26. juni. Man ser fuglene rigtig fint, de kan ses på få meters afstand. De hænger formodentligt ud i Skovsøen inden de drager videre til ynglekolonierne på f.eks. Sprogø, Hirsholmene, Klægbanken eller Langli. Også på Bogø ved Hindsholm er der en rimeligt stor koloni med op til et halvt hundrede par. Det fortæller Jacob Sterup, der selv har ringmærket Sildemåger på Sprogø. Jacob fortæller, at han på Sprogø tit har set, at ynglefuglene ofte ankommer til øen, før de begynder at yngle. Om morgenen er der i begyndelsen af sæsonen flere Sildemåger om morgenen end op ad dagen. Parrene tager åbenbart en tur til ”fastlandet” - måske Skovsøen, inden de vender tilbage til Sprogø for at overnatte, og til sidst yngle.

120524sild1skovsg3

Sildemåge, 24. april 2024, Skovsøen. Foto: Søren Gjaldbæk.

I april 2021 fotograferede Leif Sørensen et par i gadekæret i Sdr. Højerup. De var begge ringmærkede på Sprogø i henholdsvis 2008 og 2012. De blev set i gadekæret nogle dage, før de for alvor slog sig ned på Sprogø for at yngle. Det kan man læse om her.

120524sild1skovsg9

Sildemåge V5T5, 24. april 2024, Skovsøen. Foto: Søren Gjaldbæk.

Den 24. april i år var der ”silderekord”, da fem fugle holdt til i søen. En af dem var sågar ringmærket - den havde en blå ring med nummeret V5T5. Den fugl havde jeg også set samme sted den 10. april i 2021. Jeg har trods indmelding begge gange ikke fået data på fuglen, men den var adult i 2021 og dermed i dag i sit mindst 5. kalenderår.

120524sild1skovsg

Sildemåge V5T5, 10. april 2021, Skovsøen. Foto: Søren Gjaldbæk.

Jacob Sterup oplyser, at den ringtype primært bruges på Hirsholmene, Klægbanken eller Langli, vi får se, om der kommer nyt om fuglen en dags tid.

120524sild1skovsg8

Sildemåge, Skovsøen. Der er ikke meget tvivl om dens hensigt. Foto: Søren Gjaldbæk.

En af Sildemågerne var meget interesseret i et æg, som en hvid franskbrødsand vogtede over ved søbredden. Hvordan ægget er havnet der, ved jeg ikke. Det ville være en fjollet ide, at lægge det der. Det var ret sjovt at se, hvordan den prøvede at snige sig inden for hapseafstand, man anden forsvarede ægget med stor entusiasme.

Den 31. maj var der stadig en enlig Sildemåge uden ring, der holdt til i søen, den har holdt skansen nogle uger. Når den smutter, må vi vente til næste år i slutningen af marts, før der igen kommer Sildemåger, måske jeg får et gensyn med V5T5.