Af Søren Gjaldbæk
I augustnummeret af ”Fugle og Natur” kan man læse om finske Havørne, der holder ædegilde på Skarver. Det behøver man ikke tage derop for at opleve. Som man måske ved husede Brændegård Sø en af Europa største Skarv-kolonier med op til 7100 par, da der var flest. I 2019 opgav de ævred fordi de fynske Havørne havde regnet ud, at her kunne man relativt let få sig et måltid mad, Skarvungerne må hurtigt give fortabt. Det kan man læse om her.
Tre unge Havørne, 1. august, Brændegård Sø. Andre fotos viste, at fuglen i midten havde en sort plastikring med nummeret D077. Foto: Erik Thomsen.
I år er Skarven igen begyndt at yngle på øen i søen (undskyld), og det er til stor glæde for de mange - især unge - Havørne, der holder til ved Brændegård Sø for tiden - der er set op til 9 på en gang! En af Havørnenes strategier er at drukne Skarverne, fortæller Erik Thomsen, der har fulgt såvel Skarverne som Havørnene i et halvt århundrede. Den 1. august så han tre unge Havørne gøre det af med en ung Skarv. Fuglen til venstre druknede Skarven, fuglen i midten stak af med den og fuglen til højre fik - som den til venstre - en lang næse.
Unge Havørne. Foto: Erik Thomsen.
Hvor Havørnene ved Brændegård Sø kommer fra er der vist ikke styr på, men de er næppe alle fynske. I hvert fald ikke fuglen i midten - den er farveringmærket, og Erik Thomsen kunne ud fra fotos få aflæst ringen: ”D077”.
En henvendelse til ringmærkningscentralen gav svaret - fuglen er i sit andet kalenderår, den blev ringmærket den 10. juni som ikke flyvefærdig i nærheden af Ry ved Silkeborg. De to andre fugle ser ud til at være jævnaldrende. Hvor længe D077 har været på Fyn vides ikke.
Her kan vi se den ringmærkede Havørn hive Skarven op af vandet. Foto: Erik Thomsen.