Sort sol over Vejlen, Tåsinge

For cirka 3 uger siden, da vi sad og nød solnedgangen over øhavet fra vores hus i Ny Gesinge, kom omkring 2000 Stære flyvende med kurs mod Vejlen. Vejlen ligger en lille kilometer nord for os, og de var ganske sikkert på vej til overnatning der. Den kommende tid havde vi haft småflokke på nogle hundrede stære omkring matriklen, ganske sikkert med et godt øje til vores resterende bær i haven. Det var dog ikke noget, der gav anledning til at overveje større samlinger til overnatning i Vejlen, da de nærmest fløj rundt på må og få – vel i jagt på nabolagets bærbuske.

Men fredag den 30. august, under aftensmaden i haven, hører vi et voldsomt leben i luften, og vi får øje på en 5-600 Stære over os. Larmen tiltager, da de slår sig ned i naboen store poppel ikke langt fra os.

Godt 500 Stære i naboens træ.

Efter at have nydt synet og ladet kameraet fyre løs, trækker de efter et kvarters tid i samlet flok mod Vejlen.

Vejret og tidspunktet er perfekt, så vi koger kaffen i en fart, og med lidt kage dertil kører vi ned i den østlige ende af Vejlen i håbet om bare en lille ”sort sol”.

Godt plantet på ”borde-bænksættet” her, kommer vi lige tidsnok til at se den første luftakrobatik – ja måske af de Stære, vi lige har betragtet derhjemme.

De første småflokke af Stære er begyndt at samle sig.

 Stille og roligt komme flere og flere til, og jeg vil vurdere at der samler sig omkring 5000 Stære omkring fugletårnet.

De imponerende formationer bliver ikke mindre af at en Rørhøg muntre sig blandt dem.

Rørhøgen sætter gang i flokken

I perioder, når Rørhøgen er væk, daler flokken langsomt ned i sivskoven – men så snart den vender tilbage, kaster stærene sig atter op i luften.

 

De smukkeste formationer af stæreflokke på aftenhimlen godt hjulpet af Rørhøgen.

Der går dog ikke længe før vi opdager, at der ved dæmningen i den vestlige ende af Vejlen er lige så meget aktivitet. På kort tid har der samlet sig en tilsvarende flok deroppe. Der ude om vest er solnedgangen på sit flotteste stadie, og det er ubeskriveligt smukt, når de tusinder af småprikker bevæger sig rundt i store bølgende bevægelser.

Det er håbløst at tælle - men ingen tvivl – der er mindst 10.000 Stære, som til vores store begejstring har valgt at gå til overnatning her i Vejlen.

Hele sceneriet har blot varet fra kl. 20.00 til 20.20, rørhøgen er gået til ro og det samme har stærene. Men mens vi drikker kaffen, hører vi stadig den summende lyd af de mange Stære, som lige sender den sidste godnathilsen til hinanden.

I dag lørdag, forsøgte vi at gentage succesen – men kom desværre for sent. 

Flemming og Anne Marie stod dog ved dæmningen og havde kort for inden haft en tilsvarende oplevelse – så de er der endnu.

Tusindvis af Stære på aftenhimlen.

Har man lyst til at se sort sol i Vejlen, kan det anbefales at besøge stedet ved 20-tiden og helst fra den østlige ende, da flokkene bedst ses op mod solnedgangshimlen.

Tekst og foto: Poul V. Rasmussen.