Dette års fjerde spontantælling ”Fyn tæller sammen…hver for sig” løb af stablen lørdag den 12. september. Vejret var ikke det bedste - hård vind og gråvejr - til tider med regn. Ti punkttællere, heraf fire debutanter, tog kampen op, der blev i alt dækket 18 lokaliteter, en enkelt lokalitet - Vognsbjerg på Langelands østkyst - blev talt på tre forskellige tidspunkter, så i alt blev det til 20 tællinger. Ærø stemplede ind for første gang, her blev der talt 5 gange - tak for det og tak til alle, der deltog.
Denne unge Rørhøne (Grønbenet) - en af otte - ved Skovsøen, ville være helt sikker på at blive talt med. Foto: Søren Gjaldbæk.
I alt blev det til 61 arter, de fleste blev ikke registreret ret mange steder - 42 arter blev registreret på 3 eller færre tællinger. Mange af vore småfugle lever en tilbagetrukket tilværelse for tiden - ungerne skal ikke fodres, sangaktiviteten er meget ringe eller helt fraværende. Det afspejler sig også i resultaterne. Solsort blev registreret på 8 af de 20 tællinger, Bogfinke på kun 2! Sidstnævnte er en af vores almindeligste arter!! Til højre kan man se en liste over de kun 19 arter, som blev registreret på 4 eller flere tællinger, nedenfor samtlige arter og det antal tællinger, som de blev registreret på.
Samtlige arter registreret på vores 4. spontantælling.
Kigger man på forårets spontantællinger, var der væsentligt flere arter, som blev registreret på mange tællinger, det er lettere at finde en Munk, hvis den gider synge! Skulle man have glemt, hvordan det gik sidst, kan man opfriske sin hukommelse her: Spontantælling 1, Spontantælling 2 og Spontantælling 3!
Hvid Vipstjert - den sneg sig med på fire tællinger, og var således en af rundens ”talrige arter”. Foto: Esben Eriksen.
Ny spontantælling torsdag den 17. september.
Vi minder om torsdagen temadag om feltprojektet Punkttælling 2.0 på naturskolen Åløkkestedet, under ledelse af Thomas Vikstrøm og Daniel Palm Eskildsen fra Fuglenes Hus - se mere her - man kan sikkert stadig nå at melde sig til - kontakt Henrik Kingo på kingoand@webspeed.dk eller sms på 28603392. I dagens anledning afholder vi femte og sidste runde af ”Fyn tæller sammen….men hver for sig” torsdag den 17. september frem til klokken 17.00 - så kan dagens tællinger indgå i aftenafdelingen af temadagen.
Som tidligere vil vi lade Jane Ditzel få det sidste ord: ” Tranen blev anledningen til den første spontantælling i morges. :-)
Jeg kunne høre den hjemmefra, men ville gerne vide om det var "mit" par eller parret med ungen. Det viste sig ikke at være nogen af dem men denne ene trane".
Enlig Trane ved Klavsebølle. Foto: Jane Ditzel.
Tekst: Søren Gjaldbæk.