Stylteløbere ved Sybergland

Et Stylteløber par blev om formiddagen tirsdag den 5. maj opdaget ved Sybergland af Kerteminde Kommunens to biologer. At der var tale om et par stod hurtigt klart, da fuglene blev set parre sig.

esestylt3

Stylteløberparret ved Sybergland den 5. maj 2020. Foto: Leif Sørensen

Stylteløber har kun to gange tidligere haft ynglesucces Danmark - Lille Vildmose 2013 og ved Nygård Sø ved Rørvig i 2014. Stylteløber er stadig en sjælden fugl her i landet, og der var på et tidspunkt en forventning om, at den ville indvandre, men siden 2014 er der ikke sket en stigning i antal fugle. Der ses typisk en enkelt fugl eller et par om foråret.

Et opslag i DOFBasen afslører, at arten er set årligt siden 2003, men der kan være ikke indtastede fund.

Første fynske fund er fra Rise Mark på Ærø den 25. maj 1958 - vad samme lejlighed Fyns første Tyrkerdue. Herefter skulle man frem til 19. maj 2009, hvor Kurt Due Johansen fandt en fugl i Firtalsstranden, der var væk næste dag. Mon ikke det var samme fugl, der dukkede op samme år og sted fra den 9. til den 12. juni? I august 2013 var der igen Stylteløbere på Fyn - en fugl i Botofte Skovmose fra den 9. til den 16. Den dag dukkede der også en op i Vejlen, Tåsinge - den blev der til den 20. Den 21. var det Keldsnor, der bød på Stylteløber og den 28. var der en i Tryggelev Nor. Hvor mange forskellige augustfugle, der var tale om, vides vist ikke. Herefter var der ikke Stylteløbere på Fyn, før de to fugle dukkede op i Sybergland.

Det bliver spændende at følge om Sybergparret får held med at yngle, eller om de forsvinder igen.

Fuglene kan ses ved at parkere ved P-pladsen ved Sybergland og gå ad stien nord og øst om søerne. Bliv stående i NV-hjørnet af søen, hvor der anlægges nye fugleøer og kig ud over engene. Gå ikke ud på engene! Held og lykke.

Tekst: Esben Eriksen