Af Esben Eriksen
Sybergland huser fortiden mængder af vadefugle, der raster på deres træk mod de skandinaviske ynglpladser. Det er særligt det oversvømmede engområde i områdets NV-hjørne, der tiltrækker sig opmærksomhed fra såvel vadefuglene som ornitologer.
En flok Tinksmede fouragerer i det lille vandhul foran et af fugletårnene. Foto: Esben Eriksen
Søndag eftermiddag noterede jeg mig, at Jens-Peter Bech havde indtatstet nogle flotte tal fra området, og jeg besluttede at aflægge stedet et besøg. Jeg kender området ganske godt og vidste også, at området er svært at overkue, når man er i niveau med fuglene. Går man derimod ad cykel-/gangstien, der går nordvest om området, kan man overskue det hele. Det forudsætter imidlertid, at man har et teleskop, hvis man skal bestemme fuglene.
Søndag aften kunne jeg til min store overraskelse tælle 123 rastende Bruhøns - det tal er det højeste forårstal på Fyn. Tidligere var 102 i Vejlen på Tåsinge i 1995 det højeste antal obsereverede om foråret. Der kan findes ældre tal, som jeg ikke er bekendt med. Mange af Brushanerne havde travlt med at danse - et efterhånden sjældent skue på Fyn. Tinksmed imponerede også med 156 fugle. Allerede tirsdag var jeg forbi igen, og der var det tal vokset til 407 fugle. Det er Fynrekord uanset om vi kigger på gamle forårs- eller efterårstal. Tidligere var 160 ved engene ved Nr. Broby den højeste forekomst.
Men hvorfor er området så godt? Man ser ofte at nyeatblerede vådområder rummer et rigt fugleliv de første år for så gradvist at blive dårligere. Muligvis på grund af stor næringstilførelse fra de mange rastende andefugle. I dette tilfælde er der måske håb for engene ved Sybergland. Der er tale om enge, der oversvømmes om vinteren på grund af store nedbørsmængder for så at tørre ud om sommeren, hvor de afgræsses af kvæg. Netop det skift med tørlægning om sommeren kan måske være nøglen. Græsset på engen optager store mængder næring fra området, som igen afgræsses af kvæg. Kvæget leverer af naturlige årsager en del næring retur til området, men en god del bliver også til bøffer.
I de amerikanske sydstater har jeg oplevet, hvordan jagtforeninger etablerer kunstige søer med henblik på jagt. Her har de et rotationsprincip på deres søer. Således udlægges fx fem damme, hver på størrelse med en fodboldbane. Hvert 5. år tørlægges den ene af dammene, således er der altid fire med vand, og en der er tørlagt. Tørlægningen bidrager til at næringstofferne bliver optaget af plantevækst og fjernes enten af dyr eller ved maskinel kraft. Et lignende princip ved Syberland er måske det vi oplever? Tørlægning om sommeren i kombination med kraftig afgræsning bidrager måske til, at engene bibeholder den høje kvalitet, som kendes fra nyetablerede vådområder. Det bliver spændende at følge udviklingen.
