Tårnenes Dag er som nogen måske ved en konkurrence, hvor det gælder om at se så mange fuglearter som muligt fra et tårn i perioden 5.00 til 13.00. Et tårn kan i denne forbindelse godt være en bakketop eller et andet udsigtspunkt. Sidste år blev vinderen fugletårnet i Gulstav Mose - bemandet af Søren Bøgelund og skiftende hjælpere. Søren noterede 98 arter, hvilket blot er to under den - endnu - bestående rekord, som er på 100 arter (do the math yourself).
Det nye udsigtspunkt, som i den grad øger overblikket over Gulstavområdet.
Det har naget Søren noget, at han ikke er indehaver af rekorden. DOF Fyns bestyrelse har i den forbindelse besluttet at leje en lift til dette års udgave af Tårnenes Dag. Problemet er, at man fra fugletårnet har svært ved at overskue baglandet, og på den måde går man nok glip af en del arter. Liften kan bringe observatørerne 18 m op, der vil også være mulighed for at overskue Keldsnor og de arter, som ringmærkerne får i nettene. DOF Fyns formand Henrik Kalckar Hansen siger: ”Vi vil gerne hjælpe med den formidlingsindsats, som bl.a. Kelds Nor Fuglestation leverer, og en rekord vil alt andet lige skabe opmærksomhed om DOF Fyns arbejde”.
Det skal blive spændende at se, om de andre tårne for alvor får baghjul i år, og om det bliver til en rekord. Vi ønsker Søren held og lykke med projektet.
Tekst: Søren Gjaldbæk