Af Poul V. Rasmussen
At bestanden af røde glenter er voksende her i landet, kan der næppe sættes spørgsmålstegn ved. Alene antallet af glenter på Fyn, der i vinterhalvåret samles til overnatning i store grupper, taler deres eget sprog, og matcher efterhånden de oplevelser man i 80-erne skulle til Skåne for at få.
En af ungerne fra reden på Tåsinge. Foto: Poul V. Rasmussen.
Tilsvarende er det med de ynglende Røde Glenter, hvor man år efter år hører om nye par i de fynske skove. Forventeligt var det også, at glenterne før eller siden ville slå sig ned på Tåsinge, men som herboende syntes jeg, det trak noget ud. Allerede i foråret 2019 fulgte jeg et par glenter, som var meget aktive i skovene midt på øen. Efter en del søgen fandt jeg en rede, som efter min beskrivelse til kyndige glentefolk, godt kunne tilhøre glenter. Men ak, efter en del besøg ved reden fandt jeg en Grågås i reden, og tanken om rød glente blev opgivet for denne gang.
Der skulle gå en del år, inden der igen var en aktivitet, som kunne tyde på, at glenten ville vælge Tåsinge som yngleområde. Faktisk skete det først i nuværende år, hvor jeg omkring månedsskiftet februar/marts, gentagende gange så Rød Glente på den nordvestlige del af Tåsinge. Efterfølgende var det mere reglen end undtagelsen, at jeg på bestemte vejstrækninger så glenter i luften, når jeg kørte der.
Rød Glente på det nordlige Tåsinge. Foto: Poul V. Rasmussen.
Med de mange observationer af glente i området, blev det mere og mere klart, hvor et eventuelt ynglepar kunne tænkes at slå sig ned, og efter en del søgen lykkedes det mig endelig at finde reden. Det var sidst i april. Per Rasmussen (artskoordinator for Rød Glente) var til stor hjælp gennem beskrivelse af udseende og placering af rede.
De skønne unger virkede upåvirkede af situationen, selv om der bliver bidt lidt negle. Foto: Poul V. Rasmussen.
Og hængt lidt med hovedet. Foto: Poul V. Rasmussen.
Vi var tæt på, at bukkejagten gik ind, og der burde handles for at undgå forstyrrelser ved reden. Indrømmet, jeg har ikke det bedste forhold til skovejeren pga. tidligere uoverensstemmelser, så jeg bad Morten Kristiansen, lokal ornitolog, om at sørge for at tage de nødvendige snakke med ejeren. Det korte af det lange blev, at Mortens diplomatiske evner rakte til, at skovejeren var indforstået med, at vores glentepar den 26. juni, blev en del af et ringmærkningsprojekt.
Der bliver holdt øje med os dernede. En af forældrefuglene over redetræet. Foto: Poul V. Rasmussen.
Selve ringmærkningen var en del af LIFE-Eurokiteprojektet, hvor man ville sætte GPS-sendere på ungerne, for efterfølgende at kunne spore deres færden. Det er første gang, det er sket i Danmark, og det bliver rigtig spændende at se resultatet efterfølgende. Selve ringmærkningen blev foretaget af folk tilknyttet ringmærkningsafdelingen på Naturhistorisk museum, mens GPS-senderne blev sat på af et LIFE-team af blandt andet folk helt fra Østrig.
Der måles, vejes og noteres data. Foto Morten Kristiansen.
Det viste sig, at ungerne i ”vores rede” var for små til at få sendere på. Havde de ikke været det, var de ud over at være Tåsinges første glenteunger i kendt tid, også de første glenteunger i Danmark der havde fået sender på. Skæg tanke, men oplevelsen blev dog ikke mindre af den grund. Glædeligt var det dog, at man efterfølgende - også denne dag - fik sat sendere på 9 glenteunger forskellige steder på Fyn.
Det sidste pust inden turen går tilbage til reden. Foto: Poul V. Rasmussen.
