Af Johannes Hansen
Hermed sidste artikel i serien om Stæren - tak til Johannes for de fine indlæg. Vi håber, at nogle bliver inspireret til at sætte et par stærekasser op. Hold øje med de udfløjne unger, de kommer snart.
Når de halvstore stæreunger i slutningen af maj forlader kassen, er de simpelthen som en stor flok teenagere: De kræver højlydt megen og konstant opmærksomhed, og skal bare have det hele serveret på et sølvfad! De kan i starten ikke selv spise, men skal have forældrefuglene til at fodre dem, i den første uges tid. Højlydt gør de opmærksom på deres tilstedeværelse, og tigger føde, som de er programmeret til for at overleve!
Jeg er sulten! Foto: Tommy Post Jensen.
”Strrrrh” – sådan nogenlunde lyder stærens hæse advarsels lyd, hvis man kommer for tæt på kassen med unger, eller ganske kort, når der i starten fodres unger i kassen. Heraf dens oldnordiske navn Stahr (i Jylland kaldes den stadig af mange, især ældre, for ”a star”, og der er flest stære i Jylland!), og heraf vores nuværende navn: stær. På engelsk: Starling – som rimer på darling! – på Orkney- og Shetlandsøerne: Strill eller Horse Sparrow, hestespurv, som indikerer at den artstypisk i småflokke fouragerede sammen med de græssende heste!
Ungerne er snart klar til at flyve med ud til vådområderne. Foto: Jane Ditzel.
En efter en er ungerne blevet afhentet fra kassen og bragt til et mere sikkert og føderigt sted, et stort vådområde langs kysten, og kuldet (søskende) holder sammen og kender hinanden på lyde og lugte. Vi har næsten dagligt besøg af stæreungernes værste fjende: spurvehøgen! Fra deres nye overnatningssted er de så nød til at følge en af forældrefuglene for at få mad den første uges tid, og kun deres egen biologiske far/mor vil fodre dem.
Der er nok at se til. Foto: Jane Ditzel.
Efterhånden slutter de sig så af sikkerhedsgrunde sammen i større flokke af unger, typisk på 15-20 stykker, men også helt op til 40-50 stykker. De unge stæreflokke kan godt virke som en samling ”bøller”, der højlydt toppes om fødemulighederne, og de voksne fugle er da også hyppigt synligt irriterede på dem, så de får af og til et ordentligt hak i nøden! Hakkeordenen - i ordets bogstaveligste forstand - bliver tydeligt indprentet. De kan også højlydt og under stort ståhej indfinde sig i en have f.eks. med et godt jordbærbed eller kirsebær- eller moreltræ!
Service. Foto: Tommy Post Jensen.
Det er ikke altid lige populært blandt mennesker, og især frugt- og bæravlere gør alt, hvad de kan for at skræmme fuglene væk med skud fra haglbøsser, gaskanoner, højlydt afspilning af rovfuglelyde og opsætning af rovfugle silhuetter og deslige! Desværre er årsagen til stærens voldsomme tilbagegang (på 40 år har vi mistet 60% af stærene!) bl.a. at finde i den måde det konventionelle industrilandbrug forvalter deres markarealer og dyrkningsmetoder på, med giftsprøjtning bl.a. med pesticider, hvorved insekter, larver og biller omkommer. Halvdøde stankelbenslarver, sprøjtet af landmænd med gift, har gjort det af med adskillige stæreunger! Konventionelle køer kommer ikke på græs - kun de økologiske – de konventionelle fodres inde i stalden og kommer aldrig ud, og derved har bl.a. stæren mistet en masse fourageringsmuligheder. Stærene har brug for græssende dyr!
Mange golfklubber opsætter stærekasser for at bekæmpe stankelbenslarver i græsset i stedet for at sprøjte med gift, og jeg har selv været med til i kommunalt regi, at fremstille og opsætte ca. 60 stærekasser rundt om 2 sportsanlæg på Langeland, til giftfri bekæmpelse af stankelbenslarver i fodboldbanernes græs.
Stære. Foto: Tommy Post Jensen.
I de senere år, er der pga. klimaforandringernes forøgelse af yngleperiodens længde, begyndt at blive bedre muligheder for at opfostre 2 kuld unger. For 4 år siden havde vi blot et kuld nr. 2, men efterhånden oplever vi 2-3 par med kuld nr. 2, så der er håb forude for stærenes overlevelse! Ofte er det en enlig hun, der opfostrer kuld nr. 2, som så typisk er på blot 3-4 unger, lidt mindre end kuld nr.1.
Stære - børn og voksne! Foto: Jane Ditzel.
Efterhånden vokser ungerne til, og trækker i ungeflokke hen over sommeren eskorteret af enkelte voksne fugle mod sydvest, til de mere føderige våd- og marskområder i Vest- og Sønderjylland. Senere på efteråret drager de i samlet flok sammen med de voksne på vej mod overvintringsstederne, hvor man så i marsken kan opleve dem i det fantastiske fænomen kaldet Sort Sol: Op til flere tusinde stære samles ved solnedgang i rørskovene til fælles overnatning. Under ind- og udflyvningen laver de synkroniserede, fantastiske formationer, som er et helt enestående naturfænomen! Ofte som forsvar overfor rovfugle.
Ungerne kan falde forskelligt ud, her en kanelstær. Foto: Jane Ditzel.
Af og til spiller naturen os nogle pus: Vi har bl.a. i et par år oplevet en genetisk betinget farvemutation i enkelte kuld fra Nordlangeland, hvor en eller flere unger bliver kaffe-latte eller kanel-farvede. VI har nu kanelstære på Langeland!
I løbet af september-oktober har vi et glædeligt gensyn med flokken af voksne stære, som vender tilbage til ynglepladsen i en ca.3-4 uger og beriger os med den skønneste morgen- og aftensang! De kommer efter solopgang og besigtiger kasserne, hannerne synger, fuglene undersøger og indprenter sig stedet, evt. med nye par, og gør klar til at vende tilbage igen næste år, til samme sted og samme kasse i slutningen af februar/ begyndelsen af marts! Enkelte fugle forsøger nu i stigende grad at overvintre her i Danmark – og det lykkes i milde vintre.
Så mange ser vi ikke i DOF Fyns område, men en ”mindre sort sol” kan opleves nogle steder. Vil man se den store udgave må man til f.eks. Aventoft. Foto: Jane Ditzel.
