Af Claus Dalskov
Den første del af ugen bød på hård vind fra sydøst - sidst på ugen blev helt uden vind og flot efterårsvejr. Ugen bød på usædvanligt mange Traner, Hvidbrynet Løvsanger, Lille Kjove og Stor Hornugle. Dertil et influks af Stor Tornskade.
Traner på træk ved Gulstav; der trak omkring 1000 fugle mandag og tirsdag. Foto: Flemming Johansen.
Mandag
Ugen startede med en krasbørstig sydøstenblæst. Det satte dog ikke en prop i trækfuglenes lyst til at drage mod varmere himmelstrøg. Vinden bragte blandt andet en del Traner over det fynske område. Nyborg, Faaborg, Vester Skerninge, Thurø, Tåsinge og især Langeland meldte om trækkende flokke af Traner.
På sydspidsen af Langeland fik Søren Bøgelund sat tal på blandt andet Tranerne, men også en hel del andre arter:
Desuden fik Søren også set: Almindelig Kjove, Blå Kærhøg 2, Dværgfalke 2 og Bjergvipstjert 2.
Ved Søgård havde Leif Sørensen imponerende 565 Hulduer og derudover Lærkefalk og 52 Røde Glenter trækkende mod sydvest. Undertegnede talte 1000 Bogfinker trække sydøst ved Tryggelev Nor i løbet af 40 minutter, så der er røget adskillige tusinde forbi i løbet af dagen.
I den modsatte ende af det fynske fik Benjamin Bech 15 Suler og en Blå Kærhøg i bogen ved Horseklint. På Fyns Hoved havde Søren Gjaldbæk fornøjelsen af en Hvidbrynet Løvsanger, Thurøfuglen var fortsat på plads. To Sorte Glenter trak sydvest ved Teglværksskoven i Nyborg meldt af Jørn Knudsen.
Sule, Flysandet, tirsdag. Foto: Erik Thomsen.
Tirsdag
To Hvidbrynede Løvsangere tirsdag. Der var den stationære i Thurø By, mens en ny i Magleby Nor blev set og hørt af Søren Bøgelund, der også meldte imponerende 560 rastende Traner fra samme lokalitet – angiveligt blæst til Langeland af den kraftige østenvind. Også to Blå Kærhøge og 8 Røde Glenter fik Søren noteret her. Niels Andersen var forbi Tryggelev Nor med en Mosehornugle og 725 Pibeænder i kikkerten. Sidstnævnte er det 4. højeste antal fra lokaliteten. Fra Fyns hHoved Dværgfalk (Esben Eriksen), og ved Flyvesandet trak to Sølvhejrer ind fra Samsø i den stride vind, desuden 5 Suler - Søren Gjaldbæk var på stedet.
Sølvhejre, Gulstav. Det meste af ugen var der mere end 20 styk i Brændegård Sø, flest torsdag og lørdag med 26. Poul V. Rasmussen.
Onsdag
Det blev en dag med flot solskin og kølig nordøstlig vind og 16 Suler ved Fyns Hoved, set af Peter Lillesø. Ella Mikkelsen fik talt 3000 Almindelige Ryler ved – vel nok – Fyns bedste vadefugleområde ved Nr. Nærå Strand og Agernæs Flak. Også 180 Storspover lod sig tælle her. Endvidere 16 Traner. Årets anden Lille Kjove blev set af Michael Brunhøj Hansen ved Aulby Å's udløb. Kurt Due Johansen var på Vigelsø, her var der blandt andet 1570 Hjejler.
Dobbeltbekkasin, Bøjden Nor. Foto: Erik Thomsen.
Ved Strandagergård syd for Tranekær Fyr havde Jan Stener Jørgensen 20 Sandløbere på den traditionelle lokalitet for denne art. I Tryggelev Nor fik Nis Rattenborg ram på rekorden for flest Pibeænder, da han fik talt til 850 rastende. Han fik også set en Vandrefalk raste samme sted. Yderligere en dukkede op på Vesteregnen i nabolaget af Tryggelev Nor, hvor han også fik noteret 95 trækkende Musvåger. Nis var endvidere en tur ved Keldsnor og fik blandt andet 960 Hjejler, 32 Sortklirer og 4 Dværgmåger noteret herfra, og endelig havde han en flok på 70 Hulduer ved Søgård Mose.
På Dovns Klint var Søren Bøgelund placeret fra morgenstunden til middagstid. Det kastede blandt andet følgende træktal af sig: 3210 Knortegæs, 706 Traner, 79 Røde Glenter, 86 Musvåger, 3 Røde Glenter og 29 Hedelærker. I øvrigt blev der meldt masser af Traner denne dag – de fleste fra Sydlangeland, så det er nok forskellige flokke af de 706, som Søren meldte trækkende. Også Flyvesandet, Kerteminde, Faaborg og Allerup havde overflyvende Traner.
Havørn med gevinst, Holckenhavn. Foto: Pia Zoega.
Torsdag
Det var stadig frisk vind, nu fra en nordlig retning, hvilket gav kun få men gode observationer: Vandrefalk fra Helnæs Made meldt af Niels Bomholt, Sort Glente ved Tryggelev Nor kom i Morten Müllers notesbog, Stor Tornskade rastede ved Dovns Klint, set af Søren Bøgelund, og en trækkende Bjerglærke noterede Esben Eriksen ved Fyns Hoved.
Enkeltbekkasin, Monnet. Foto: Lars Kirk.
Fredag
Fredag løjede vinden af og det kastede masser af indberetninger af sig. Lars Kirk fandt en Enkeltbekkasin på Monnet, og Esben Eriksen en Middelhavssølvmåge ved Måle Strand. I Faaborg kunne Per Damgaard Poulsen notere 111 trækkende Musvåger og en Vandrefalk. Ved Simmerbølle en Sort Glente, set af Søren Sørensen og Ib Bager fik en Stor Tornskade i kikkerten ved Helnæs Made. Fra Gulstav Vesterskov meldte Niels Bomholt og Kurt Kaack Hansen om en Hvidbrynet Løvsanger og en Rødtoppet Fuglekonge, begge tæt på fugletårnet ved Gulstav Mose.
Kurt Due Johansen var på tælletur rundt i det nordfynske med blandt andet følgende:
Stor Tornskade, Fyns Hoved, uge 40 gav 5 fugle fra 5 lokaliteter. Foto: Maria Rasmussen.
Lørdag
Solrig lørdag næsten uden vind og stort set uden fugletræk over landjorden. Ved Nakkebølle Inddæmning rastede en ringmærket og aggressiv Fiskeørn. I hvert fald angreb den en Havørn, hvilket blev set af Niels Bomholt. 3 stk. Blå Kærhøg set: Ved Østerø Sø, på Monnet og ved Lindkær/Ravnholt. Fra Gyldensteen meldte Dan Reichardt om 1550 Hjejler, som stod i kystlagunen.
En Stor Tornskade på Fyns Hoved blev set af flere og også en Sortstrubet Bynkefugl. Søgård Mose på Sydlangeland bød også på Stor Tornskade, den så Ole Goldschmidt, der også meldte 2 Ringdrosler fra Gulstav Mose. På Fyns Hoved meldte Esben Eriksen om en rastende Hvidbrynet Løvsanger, som han vurderede til st være samme fugl som blev set mandag. De 2 sidstnævnte herrer noterede også hver 7 trækkende Bjergvipstjerter fra henholdsvis Fyns Hoved og Dovns Klint.
Sortstrubet Bynkefugl, Fyns Hoved. Foto: Maria Rasmussen.
Søndag
Flot solrig søndag med jævn sydøstlig vind gav løfter om en del træk over Langeland. Løfterne blev IKKE indfriet! Til gengæld kunne Kristoffer Hansen og Per Rasmussen glæde sig over, at de havde valgt at tage til Knudshoved Nordstrand, hvor de fik set 314 Musvåger, 20 Røde Glenter og 7 Bjergvipstjerter trækkende. Per fik også noteret 7 trækkende Hedelærker ved Knudshoved Færgehavn.
Stenpikker, Hesseløje ved Bøjden. Foto: Esben Aagaard.
På Stavre Agerland meldte Benjamin og Niels Peter Bech om en overflyvende Duehøg, og på Fyns Hoved havde Søren Gjaldbæk en Vandrefalk og en Skovsneppe. Ved Tryggelev Nor blev en Stor Tornskade set af Niels Klausen. Ved Ibjerg i Tarup/Davinde-området fik Jørgen Lund Bjerregård set en pæn flok Halemejser på i alt 23. En anden art vi sjældent nævner i disse spalter er Topmejsen. 5 af disse fik Jonas Fahrendorff noteret i Allerup mellem Hårby og Brobyværk.
Ristingehalvøen og Storeholm udfor gav Ole Goldschmidt en hel del notater i bogen, blandt andet: 1090 Knopsvaner, 85 Storspover, Vandrefalk og 5 Havørne. En Stor Hornugle er ikke hverdagskost i det fynske. Michael Brunhøj Hansen skulle dog også halvvejs til det jyske, da han først på aftenen kunne høre en han af arten fra Fænø, hvorfra den også blev hørt i det tidlige forår.
Indtrækkende Bramgæs, Fyns Hoved. I uge 40 blev der registreret træk mange steder - 3322 ialt - og op til 1700 rastende fugle i Tryggelev Nor. Foto: Søren Gjaldbæk.
Tak til observatører og fotografer. Det hedder sig, at Schwarz løvsanger dukker op i uge 41, vi får se, om det holder stik - ellers skal der nok vise sig noget andet godt - kom i felten, det er en rigtig god tid!
Isfugl, Holckenhavn. Ugen gav 12 fugle fra lige så mange lokaliteter. Foto: Pia Zoega.