Af Jens Peter Bech
Julen står for døren, og året går så småt på hæld. Jeg har fået æren af at skrive årets sidste tirsdagsanalyse, inden skribenterne holder en velfortjent juleferie. Der er stadig spændende fugle at finde i det fynske, hvilket også ses i denne uge, hvor en del spændende vintergæster kunne ses.
Vandstær med fangst. Fruens Bøge. Foto: Lars Rasmussen
Mandag
Både Nis Rattenborg og Kurt Due Johansen var forbi Gyldensteen. Her blev der lystigt talt rastende fugle. De højeste totaler for de to ture blev otte Sølvhejrer, tre Blå Kærhøge, 90 Skeænder, 1.160 Grågæs, 6.800 Bramgæs, 95 Blisgæs, 185 Hvinænder, 26 Lille Skallesluger og 210 Storspover. Kurt Due Johansen talte også 1.387 Knarænder, hvilket er en ny fynsk rekord for Knarænder. Indtil i år har rekorden været 955 Knarænder i Brændegård sø tilbage i 2010. Den blev dog slået allerede i oktober, hvor Kurt Due Johansen talte 1.075 Knarænder ved Gyldensteen. Hvis flokken fortsætter udviklingen, kan rekorden måske slås igen, inden året er omme. Kurt så også 470 Sangsvaner ved Bårdesø.
Sølvhejre med det gyldne overblik. Brændegård Sø. Foto: Johnny Vølund
Anders Myrtue var forbi Snapind Skov, hvor to Bjergvipstjerter holdt til. Det plejer at være en fast vinterlokation for denne art. Lilly Sørensen så tre Røde glenter over Storskov på midtfyn. Ved Bammeskov fouragerede tre Traner. To voksne og en første års fugl. Set af Claus Dalskov.
Storspove og Lille Kobbersneppe. Stige Ø. Foto: Karen Kofoed
Tirsdag
Holger Daugaard var forbi Flyvesandet, hvor tre Grønspætter blev dagens højdepunkt. Lidt længere mod øst, var Mogens Ribo Petersen en tur på Fyns Hoved. Her så han en Dværgfalk, tre Sølvhejrer, 74 Storspover, 50 Rødben og 54 Strandskader ved Fællesstrand. Niels Bomholt Jensen så en Isfugl ved Helnæs Made, hvor også to Havørne holdt til. Der var Blå Kærhøg både ved Flyvesandet og Egebjerggård Gods. Begge brune fugle, set af Leif Kristensen og Jens David Kofoed Mogensen.
Havørn, der har fanget en Blishøne. Ny Gesinge. Foto: Poul V. Rasmussen
Ved Møllemade så Michael Mosebo Jensen en flok på 140 Tornirisker. Bramgæssene er ankommet, og det kunne ses over Svendborg Golfbane, hvor Erhardt Edmund Ecklon så 5.000 Bramgæs flyve over. Peder Rasmussen så 4.800, der fouragerede ved Vårø.
En af vinterens store flokke af Bramgæs. Vårø. Foto: Henning Steen Hansen
Onsdag
Vandstæren ved Dalum Papirfabrik var stadig på plads. Henrik Mørup-Petersen aflagde den et visit. På Ærø fløj fire Traner over Drejet. Set af Uffe B. Nielsen. Ved Skaboeshuse fouragerede 600 Råger i samlet flok. Kurt Kaack Hansen var observatøren. Ella Mikkelsen var forbi Lindø ved Jersore, hvor 210 Storspover og 160 Strandskader rastede.
Der kan stadig ses enkelte Klyder, selv om det er blevet vinter. Stige Ø. Foto: Karen Kofoed
Torsdag
Jonas Fahrendorff var en tur ved Flyvesandet med Marie Larsen. Her så de blandt andet to Nordiske Lappedykkere, en Blå Kærhøg, fire Sølvhejrer og 23 Snespurve. Om de også kunne se Jens Bækkelund, der var på Æbelø, skal være usagt. På sin tur så Jens en Blå Kærhøg, seks Stenvendere og to Skovsnepper. Der var også både en Stenvender og en Nordisk Lappedykker i Bregnør bugt. Set af Kurt Due Johansen. I Sanderum så Henrik Mathiasen en flok på hele 26 Halemejser. I Arreskov sø så Erik Ehmsen 24 Sølvhejrer.
Sølvhejren ser frem til at der kommer sne, så den bedre kan holde sig skjult!. Botofte Skovmose. Foto: Claus Dalskov
Fredag
Leif Bisschop-Larsen så 22 Røde Glenter flyve over Håstrup ved Faaborg. De var sandsynligvis på vej til en fælles overnatningsplads. Holger Daugaard trådte en Skovsneppe op i Sybergland. Ved Bjørnemosegård så Niels Andersen en Enkeltbekkasin. Nis Rattenborg så en rastende Nordisk Lappedykker i Føns Vang. Poul V. Rasmussen var forbi Monnet på Tåsinge, som kastede mange gode fugle af sig. Her sås blandt andet 175 Bjergirisker, en Blå Kærhøg, to Sølvhejrer, 11 Skærpibere og en Vandrefalk.
En af 11 Skærpibere, som blev set på Monnet. Foto: Poul V. Rasmussen
Et par gamle kendinge i form af Vandstær kunne ses ved Dalum Papirfabrik (Henrik Mørup-Petersen), og Ejby Mølle (Antonio Obando-Calderón). Sortspætten i Hindsgavl skove er også stadig på plads. Her blev den set af Jørgen Hjort Jensen og Erik Raagaard.
Vandrefalken blev også set på Monnet. Foto: Poul V. Rasmussen
Lørdag
Det var ikke alle, som lørdagens gråvejr kunne holde inden for. Pierre Bentzen var ved Hasmark Strand, hvor han så syv Snespurve. Gustav Juel så 111 Vindrosler ved Sødinge. Søren Knudsen var forbi Vandstæren ved Dalum Papirfabrik. Ved Sallinge fouragerede fire Traner. Set af Per Arne Simonsen, og Nis Rattenborg så to Blå Kærhøge ved Gardersø.
Fiskehejre på jagt. Skovballe. Foto: Claus Dalskov
Søndag
I Rydsådalen så Ole Henrik Scharff en sen Hvid Vipstjert. Kristoffer Hansen så en Kaspisk Måge ved Seden Strand. Per Rasmussen tjekkede op på de Røde Glenters overnatningspladser, og talte 17 Røde Glenter ved Håstrup, og 52 ved Eskildstrup. I Åløkkeskoven så Esben Eriksen fem Kernebiddere. Michael Glentedal skræmte en Skovsneppe op under en cykeltur i Kirkebyskovene. I Hvidkilde Sø så Niels Andersen en af mine personlige vinterfavoritter i form af 10 Lille Skallesluger.
Tårnfalk i toppen af et juletræ. Måske et motiv til årets julekort?. Hesselbjerg. Foto: Claus Dalskov
Hermed afsluttes årets sidste tirsdagsanalyse. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle observatører og fotografer for indholdet til analysen igennem hele året, og ønske en rigtigt glædelig jul og et godt nytår. Tirsdagsanalysen vender tilbage i det nye år, efter en lille juleferie.