Af Claus Dalskov
Det blev en uge med fint forårsvejr. Det gav mulighed for at se på træk. I ugens slutning gik vinden i øst og blev mere end frisk! Det gav en rigtig god musvågedag ved Nyborg søndag med mere end 1400 fugle.
Mosehornugle, Møllemaden. der blev set op til fem fugle på lokaliteten i uge 12. Foto: Michael Mosebo Jensen.
Mandag
Mandag med masser af sol og svag vind fik ikke meget gang i trækket over det fynske og langelandske. 37 Traner drog dog nordover ved Ørnehøj på Sydlangeland set af Niels Erik Simonsen, og ved Bregnør Bugt noterede Peter Lillesø en 1 NØ-trækkende Vandrefalk.
Michael Mosebo var rundt i lokalområdet med bla. følgende i notesbogen: 1 Nordisk - og 18 Gråstrubede Lappedykkere ved Båring Vig, 4 Mosehornugler, 1 Blå Kærhøg og 16 Hulduer ved Møllemade/Ellemose. Måske en af hornuglerne blev set af Erik Busk ved Blanke Fed. De 3 Mosehornugler ved Ristinge Havn var på plads, meldte Flemming Johansen, og nord for Botofte Skovmose ved Tøvelsø Mose så Niels Selck endnu en Mosehornugle. Palle Bo Larsen havde oplevelsen af 7 Havørne ved Lindkær, heraf 4 adulte fugle, der åbenbart enedes, selvom voksne fugle, der flyver ind i et yngleterritorie, oftest afstedkommer en del konflikter.
Blå Kærhøg blev også meldt fra Vejlen Tåsinge, Langø ved Gyldensteen og Ørnehøj/Gulstav med 2 stk.
En Stor Tornskade fra Skovsgaard blev meldt af Anders Horsten og 2 Sortstrubede Bynkefugle fra Gulstav, set af Niels Erik Simonsen, slutter dagen af.
Blå Kærhøg. Foto: Flemming Johansen.
Tirsdag
Tirsdag var Frank Jensen-Hammer på plads på Dovns Klint og kunne blandt andet notere følgende træk: Pibesvane 12, Sortand 535, Fløjlsand 27 og Rødstrubet Lom 46. Der var også gang i Tranetrækket, hvor Morten Müller talte i alt 226 Traner drage nordover set fra forskellige steder i Spodsbjergområdet. Ved Horseklint nær Fyns Hoved blev der set lidt træk af Peter Lillesø og Søren Gjaldbæk. Udvalgte træktal fremgår af tabellen. Der blev også set to Sortstrubede Bynkefugle - han og hun. Hannen sang!
Ved Snaremose Sø på Langeland så Ole Goldschmidt årets første Lille Præstekrave i det fynske, og Bo Gregersen fik set 2 af de i nogen tid stationære Mosehornugler ved Ristinge. 1 Sortrygget Hvid Vipstjert kom i Anders Myrtues notesbog og mobilkamera ved Bispeenge, og 280 Hjejler kunne Leif Kristensen notere ved Bøjden Nor. Endelig fik Kristina Svendsen set 6 Stenvendere ved Hou Nordstrand og 80 af de trækkende Traner over Langeland.
Udvalgte træktal fra Horseklint tirsdag og onsdag, Søren Gjaldbæk, i perioder sekunderet af Peter Lillesø.
Onsdag
Flot sol over det fynske onsdag gav en del træktal og gensyn med flere andre arter. Tranerne kom denne dag med flest over Fyn, mens Langeland måtte nøjes med lidt færre. 95 trækkende over Lindved Frugtplantage, 85 ved Sybergland og 74 over Tryggelev Nor-området er de største antal.
839 Grønsiskener og 15 Rørspurve trak ved Blanke Fed set af Michael Brunhøj Hansen, der også noterede 1 SØ-trækkende Duehøg. Også Carsten Jensen fik set en Duehøg. Denne ved Radby.
Ved Horseklint var der igen en del småfugletræk, som det fremgår af træktallene i tabellen, igen var Søren Gjaldbæk og Peter Lillesø på stedet. Søren Gjaldbæk havde fornøjelsen af en syngende Rødtoppet Fuglekonge i sommerhusområdet. 34 Dobbeltbekkasiner talte Peder Rasmussen i Åmosen ved Ollerup, og ved Møllemade/Ellemose og Blanke Fed så Michael Mosebo minimum 5 Mosehornugler. Ved Ristinge fik Flemming Johansen et gensyn med 2 af Mosehornuglerne og 2 stk. Blå Kærhøg – et af hvert køn. På vaden ved Lindø talte Ella Mikkelsen 200 Storspover, 280 Strandskader og 1 Blå Kærhøg han. Yderligere 3 Blå Kærhøge blev denne dag set i det fynske.
Der blev set en del træk af Traner i uge 12. Denne fra Flådet er en ynglefugl. Foto: Claus Dalskov.
Torsdag
Torsdag gav lidt spredt træk med en enkelt bemærkelsesværdig observation: 138 Pibesvaner trak forbi Dovns Klint, meldt af Frank Jensen-Hammer. Næsthøjeste forårstal fra det fynske, hvor kun 185 NØ-trækkende den 8. marts 2014 set fra Søen ved Valdemar Slot er flere. 51 Traner ved Sellebjerg var dagens højeste Tranetal, talt af Mogens Ribo Petersen. 30 Musvåger trak nord ved Bjerne, set af Freddy Hansen. Forårets anden Lille Præstekrave dukkede op ved Møllemade/Ellemose, set af Michael Brunhøj Hansen.
8 Vandrikser ved Tryggelev/Salme Nor fik Ole Goldschmidt hørt. Han lagde også ører til 4 syngende Rørdrummer samme sted og yderligere 3 ved Nørreballe Nor. Det sætter en tyk streg under Langeland som Rørdrum-området i det fynske. 5 Sortstrubede Lappedykkere var nu på plads ved Ølundgård, de blev set af Leif Kristensen og Anders Myrtue. 15 Bomlærker ved Revninge syd for Kerteminde er ganske mange her i det fynske, hvor arten mest er kendt fra Ærø og Nordfyn. Der er dog en fin bestand i området omkring Revninge. I Ølundgårds Inddæmning fandt Joan Laursen en Indisk Gås, den fulgte med en lille gruppe Grågæs og blev set ugen ud.
Viberne er begyndt at indtage ynglepladserne. Vi må håbe, at de får større succes end i de seneste år. Disse er fra Vejlen - Tåsinge. Foto: Erik Thomsen.
Fredag
Årets første Fiskeørn og Atlingænder dukkede fredag op i det fynske. Fiskeørnen så Kurt Kaack Hansen trække nordøst ved Skaboeshuse, og ikke mindre end 4 Atlingænder fik Ole Goldschmidt i kikkerten ved Tryggelev Nor, og ved Gyldensteen så Nis Rattenborg 1 han. Den tidligste Fiskeørn i det fynske blev set 11/3 2006 ved Gulstav af Søren Bøgelund og landets tidligste Atlingand så undertegnede ved Tryggelev Nor d. 25/2 2014.
Den Indiske Gås ved Ølundgård var på plads, kunne Erik Raagaard konstatere. 1 Duehøg blev noteret af Per Damgaard Poulsen i Enemærket Skov ved Holstenshus, og i Ebberup Skov fandt Lenny Stolborg 1 rastende Sortspætte. Grønspætter meldt fra 8 lokaliteter denne dag. 3 Bjergvipstjerter blev noteret: Den sædvanlige ved Snapind, 1 ved Sanderum og 1 ved Rydså lidt nordøst for Villestofte. 1 Skovsneppe og 8 Hulduer fik Jens Bækkelund set på Æbelø, og ved Tryggelev Nor fik Niels Bomholt noteret 1 Rødtoppet Fuglekonge. Klyderne er nu oppe på 40 ved Ølundgård, meldt af Stig Kjærgaard Rasmussen og Joakim Matthiesen.
Grønspætte, Flyvesandet. De høres meget for tiden. Foto: Susanne Rasmussen.
Lørdag
Lørdag med 3 styk Lille Præstekrave på ynglelokaliteten på Siø, set af Ole Goldschmidt, som også kunne notere 24 Klyder på stedet. De 2 Kaspiske Måger var på plads ved Skovsøen, Sortspætten i Ebberup Skov og Skovhornuglen ved Sybergland var ligeledes på plads. Ved Gardersø rapporterede Nis Rattenborg om 24 Dobbeltbekkasiner, 8 rastende Traner, 2 Hedelærker og 2 Blå Kærhøge – en af hvert køn. Yderligere blev der set 2 Blå Kærhøge ved Skovmosen ved Egebjerggård, en på Monnet og endnu en på engen ved overgangen til Svelmø. En Sule blev observeret af Jens Kristian Holm ud for Flyvesandet, og en Duehøg blev set af Palle Bo Larsen ved Lindkær.
Spidsand, Vejlen - Tåsinge. Foto: Lars Kirk.
Søndag
Søndag fik Jørn Knudsen en fin trækdag ved Nyborg: Ialt 1415 Musvåger, 24 Røde Glenter, 1 Fiskeørn og 11 Traner blev noteret trækkende denne fine solskinsdag med en noget kraftig østenvind. Søren Gjaldbæk måtte nøjes med 9 Røde Glenter, der trak mellem 11.30 og 12.15 fra Enebærodde. To styk Lille Præstekrave fandt Jens-Gert Hansen på Vejlen Tåsinge, og ved Fakkebjerg fik Morten Müller set 1 fouragerende Vandrefalk. At Grønspætten nu er spredt over hele det fynske vidner de 12 observationer fra 12 forskellige lokaliteter denne dag om.
Sortænder, havet ud for Tryggelev Nor. De forlader os snart. Foto: Poul V. Rasmussen.
Af ugens største tal af ande- og gåsefugle kan bla. nævnes: 5000 Bramgæs fra Ølundgårdområdet, 340 Blisgæs fra Føns Vang, 1555 Pibeænder ved Seden Strand, 112 Knarænder ved Engsøen i Gyldensteen, 1160 Krikænder ved Seden Strand, 200 Skeand fra Ølundgård og 74 Spidsænder på Vigelsø.
Tak til observatører og fotografer. Mon ikke næste uge byder på nye ankomster - Blåhalsfolkene ser ud til at være ved at køre sig i stilling! Det og meget andet ser vi på næste tirsdag.
Havørn, Tryggelev Nor - Gravænderne kunne ikke lide den. Foto: Poul V. Rasmussen.