Tirsdagsanalysen - uge 35

Af Søren Gjaldbæk

Uge 35 var årets sidste sommermåned, det levede ugen vejrmæssigt op til. Plus tyve ugen igennem og tørt. Mest markant for ugen var et stort ryk af Hvepsevåger torsdag, besøg af Hvidvingede Terner lørdag og flere Tredækkere.

250824hvepsf1lj

Hvepsevåge, Sydlangeland. Ugen gav omkring 3000 på træk, de fleste torsdag. Foto: Flemming Johansen.

Mandag
Tro mod årstiden blev der set lidt Fiskeørne - 5 fra 5 lokaliteter. Ugen gav mindst 56 Fiskeørne - man kan se lokaliteterne på kortet. Årstiden tro var der også mange Rovterner på Sydlangeland, denne dag var der 8 i Tryggelev Nor og 2 i Nørreballe Nor - muligvis gengangere, alle set af Michael Aggerbeck. Ugens højeste antal var 12. I Brændegård Sø havde Leif Sørensen og Kristensen 7 Rovterner - det er mange på den lokalitet. Samme sted 6 Sølvhejrer og 4 Traner. I Gulstav så Søren Bøgelund 880 Gule Vipstjerter gå til overnatning i mosen - også et fast indslag i månedsskiftet august-september. Tirsdag og onsdag var tallene henholdsvis 230 og 510. Fra Storeholm meldte Leif Rasmussen om 8 Sandløbere og 8 Stenvendere, Michael Brunhøj måtte nøjes med én ved Aulby Å’s udløb, hvor der også trak 5 Småspover. På Siø rastede 50 Store Præstekraver og to små, dem så Peder Rasmussen. Også 91 Canadagæs fra Engsøen ved Gyldensteen skal nævnes, Søren Peter Pinnerup var på stedet.

250824fiskvejlonsach

Fiskeørn, Vejlen-Tåsinge. Foto: Arne Christensen.

Tirsdag
Michael Brunhøj Hansen var igen på plads ved Aulby Å’s udløb, hvor det blev til en ung Sorthovedet Måge, to gamle Suler, 4 Sølvhejrer på træk og også to Stenvendere og en Lille Præstekrave, som røg sydvest. Lørdag så Michael også en ung sorthovedet, måske samme fugl? På Fynshoved rastede 35 Store Præstekraver, en Stenvender og en Sandløber, dem så Lars Peter Hansen. Ved Dovns Klint var der også lidt træk, Frank Jensen-Hammer meldte blandt andet Sortand 176, Hav/Fjordterne 96, Skovpiber 27, Fiskeørn 2, Spurvehøg 19 og Hvepsevåge 46 - en lille forvarsel om at der var våger på vej. Senere på dagen havde Frank yderligere 31 Hvepsevåger, 20 Rørhøge, 22 Spurvehøge. Desuden blev der meldt en Sort Glente fra Gulstav - den sidste kun set af Søren Bøgelund. Henrik Mørup-Petersen så yderligere 65 Hvepsevåger sidst på dagen ved Piledybet.

250824shmbh

Sorthovedet Måge, 1k, Aulby Å's udløb. Foto: Michael Brunhøj Hansen.

Også ved Nyborg trak der Hvepsevåger, Jørn Knudsen måtte nøjes med 7. En enkelt Sortterne blandede sig med 5 Rovterner i Nørreballe Nor, set af Ole Goldschmidt, som senere havde 7 henholdsvis Svaleklire og Lille Præstekrave i Tryggelev Nor samt den Nordiske Lappedykker (på havet). Samme sted havde Niels Bomholt Jensen tre Sortstrubede Bynkefugle. Freya Mørup-Petersen var på tramp ved Snaremose Sø - formodentligt med håb om Tredækker, det blev ”kun” til 30 Dobbeltbekkasiner. En enkelt Skestork rastede i Østerø Sø, set af Martin Rheinheimer. Ved Thurø Rev havde Arne Bruun 5 Traner på træk.

250824rovlr

Rovterne. Ugen igennem var der Rovterne i Tryggelev Nor, op til 12, i Vejlen-Tåsinge og ved Brændegård Sø de fleste dage. Som det ses er fuglen ringmærket, måske den bliver meldt ind på fuglering.dk, så vi kan få data på fuglen. Foto: Lars Rasmussen.

Onsdag
Endnu en dag med Suler ved Aulby Å’s udløb, hele 32, ret pænt - vejr og årstid taget i betragtning - Michael Brunhøj Hansen var på stedet. I Hønnerup ved Gelsted rastede en af dagens to Lærkefalke, meldt af Ole Frøstrup Andersen. Fra Dovns Klint blev det blandt andet til en Dværgfalk, 160 Bysvaler, 90 Skovpibere og 46 Gule Vipstjerter (Frank Jensen-Hammer). De kommende måneder vil bringe mange flere fugle! Ved Tranekær havde Morten Müller 18 Hvepsevåger og en gammel Steppehøg, måske den samme fugl, som Ole Goldschmidt så længere sydpå ved Hesselbjerg. Ved Tryggelev Nor havde Ole 33 Hvepsevåger, 19 Spurvehøge, 13 Tårnfalke og en Lærkefalk. Fra Ørnhøj meldte Søren Bøgelund om 4 Fiskeørne i løbet af dagen. Man kunne se 9 Traner i Nørreballe Nor, det gjorde Freya Mørup-Petersen. I Keldsnor så Arne Christensen 2 Sandløbere og en Dværgterne. Der var stadig Skestork i Østerø Sø. I Ølundgård var der 10, de blev set af Michael L. J. Glentedal, der også meldte 9 Sølvhejrer. Odense Fjord er en populær fældningsplads for Knopsvane, Ella Mikkelsen talte 2000. Slambassinet bød på 2 Rovterner - de ses ikke der særlig ofte dér - det gjorde Anders Myrtue.

250824sandlph

Sandløber, Fyns Hoved. Foto: Lars Peter Hansen.

Torsdag
En dag med sydøstenvind sendte mange til Sydlangeland, og de blev belønnet med et fint rovfugletræk. Mest markant var Hvepsevågerne, mindst 1782 - Frank Jensen-Hammer med flere. De fleste kom efter klokken 13. Desuden 3 Sorte Glenter (Jacob Sunesen m.fl.), 22 Fiskeørne (Frank Jensen-Hammer m.fl.) og en Steppehøg hun og Blå Kærhøg han (Frank Jensen-Hammer). Der var også en Hvid Stork (Morten Müller, Søren Bøgelund og Jacob Sunesen). Frank fik også talt svaler - dagstotalerne blev Digesvale 2800, Landsvale 1400 og Bysvale 2100. Udover godt 1200 Hvepsevåger fra Omø, var der ikke store Hvepsevågetal andre steder fra. Fra morgenobsen på Dovns Klint skal Gul Vipstjert 211 og Skovpiber 623 nævnes, dem talte Frank Jensen-Hammer.

250824hvepslk

To af torsdagens mange Hvepsevåger. Foto: Lars Kirk.

Ved Aulby Å’s udløb oplevede Michael Brunhøj Hansen et mere beskedent træk, det blev til 410 Sortænder, 5 Suler, en Lærkefalk og en Fiskeørn. På den nærtliggende Møllemade trampede Erik Raagaard en Tredækker op, den blev set ugen ud, lørdag var der en ekstra fugl, som Jens Peter og Benjamin Bech fandt. Fuglen(e) blev set af flere. Kurt Due Johansen fandt endnu en Tredækker - den rastede i selskab med 72 Dobbeltbekkasiner ved Lumby Inddæmmede Strand. Samme sted 6 Sølvhejrer. Dermed er der denne sensommer set 6 Tredækkere i det nordfynske, de fire på Møllemaden. I Ølundgård stadig 10 Skestorke og nu 14 Sølvhejrer. Kurt havde også en ung Dværgmåge i Firtalsstranden og sammen med de 2000 Knopsvaner i fjorden var der også 3450 Blishøns og 2190 Hættemåger - der blev talt løs! Kurt nåede også 920 Hejler i Egensedybet. Fra Flyvesandet meldte Karen Koefoed om 3 Stenvendere, og i Næråstranden rastede 2000 Hjejler. Niels Bomholt Jensen var en tur til Nakkebølle Inddæmning, hvor der var Rovterne og en flok på 220 Taffelænder.

250824tred1era

Tredækker, Møllemade. Foto: Erik Raagaard.

Fredag
På Langeland var der et lille efterskvulp af Hvepsevåger. Frank Jensen-Hammer havde 341 frem til klokken 9.30 fra Dovns Klint, desuden 43 Spurvehøge, 11 Rørhøge, 56 Store Præstekraver, 500 Dige- og 180 Bysvaler. Resten af dagen gav 7 Fiskeørne, 106 Hvepsevåger, 57 Spurvehøge og 26 Rørhøge fra Gulstavområdet - Søren Bøgelund m.fl. Søren meldte en Vendehals fra Ørnehøj, samme sted fouragerede 150 Gule Vipstjerter. Anders Odd Wulff Nielsen var også i Gulstav og havde blandt andet en Sort Glente og en Dværgfalk. På vej hjem blev det til 4 Dværgmåger og 70 Fjordterner - alle trak syd og i havnen 5 Kaspiske Måger. Fra Aulby Å’s udløb meldte Michael Brunhøj Hansen 176 Canadagæs (ugen gav i alt 369 fugle derfra), som trak sydvest og på Møllemaden stadig Tredækker og også en Sortspætte, som også Michael Mosebo Jensen hørte denne dag og igen søndag. Kurt Due Johansen havde en dag med små tal ved Østerø Sø, hvor det blev til tre trækkende Småspover og fire Stenvendere.

250824canadajao

Canadagås. Uge 35 gav omkring 700 styk. Disse er fra Sybergland. Foto: John Andreas Omøer.

Lørdag
Dagens fugle blev fire Hvidvingede Terner - en ung og tre gamle, der rastede i Nørreballe Nor det meste af dagen, Henrik Mørup-Petersen m.fl. Samme sted trak tre Fiskeørne (Ole Goldschmidt), og en Rørdrum blev set af (Niels Bomholt Jensen). Fra Tryggelev Nor meldte Jesper Vingård om to Rustænder, som rastede et stykke tid, før de trak. John Frikke var på Dovns Klint. Her var der to Hvidvingede Terner på trækforsøg inden de gled nordvest, måske de endte i Nørreballe Nor. Desuden blev det til Trane 12, Hvepsevåge 69, Spurvehøg 29, Fiskeørn 3, Blå Kærhøg (hun), Rød Glente 15, Lærkefalk og Hvid Stork 4.

250824hvidvingeee

Hvidvinget Terne med Rovterne. Nørreballe Nor. Foto: Erhardt Ecklon.

På Stige Ø kunne man se 6 Skestorke trække mod syd, det gjorde Gustav Juel og Saxe Lind Christiansen. Fra Vejlen-Tåsinge blev der meldt 3 Rovterner - Jens Geert-Hansen og Carsten Skou, - der var Rovterne på lokaliteten hele ugen. Carsten så også 3000 Hjejler trække sydpå, en pæn flok. Fra Bøjden Nor meldte Gunnar Jørgensen 1200 Hjejler, der har rastet en stor flok i nogle uger, det samme gælder en flok Tornirisk, denne dag talt op til 135 af Søren Duer. Næppe samme flok, men Jens Bækkelund så 1200 Hjejler i kystlagunen ved Gyldensteen! I Hedeskov/Fruensvænge sang en Rødtoppet Fuglekonge for Lars Mogensen, det samme gjorde en Skovsanger i Langesøskoven for Gustav Juel og Saxe Lind Christiansen. Det er nok snart slut med den musik. Stenpikker ses også rundt omkring på denne årstid - Bo. K Stephensen så 8 ved Kerteminde.

250824sortgllk

Sort Glente - en af ugens 5 fugle, alle fra Sydlangeland. Foto: Lars Kirk.

Søndag
Der var stadig lidt gang i Hvepsevågerne - 110 fra Gulstav, hvor de 75 kom klokken 11, Søren Bøgelund fulgte trækket. I mosen så Børge Langkilde Rasmussen en Rørdrum. Fra Tryggelev Nor trak 133 Hvepsevåger, de første fugle klokken 12.50. Samme sted gav også en Silkehejre, der trak mod Ærø, Stor Kobbersneppe, Lærkefalk, Spurvehøg 13, Sortstrubet Bynkefugl 4, Bynkefugl 6, Skovpiber 60 S, Gul Vipstjert 270 S, Bjergvipstjert S og med 30 Stenpikkere, ugens største notering af den art - Ole Goldschmidt m.fl. På havet kunne man stadig se Nordisk Lappedykker. Fra Vejlen - Tåsinge en Nilgås (Peder Rasmussen), Lærkefalk (Søren G. Nielsen) og Fiskeørn 4 (Flemming Johansen).

250824brogetfaj

Fotografen fik en yderst overraskende gæst på tørresnoren i Faaborg - en ung Broget Fluesnapper, der åbenbart var faret vild. Foto: Flemming Agner Jørgensen.

Det blev en uge, hvor der skete meget - vi har forsøgt at komme rundt om det vigtigste, men sikkert overset noget! Tak til observatører og fotografer. Uge 36 skulle ifølge metrologerne igen give flot vejr, mon ikke det kaster nogle gode trækdage af sig.