DMI forbyder ophold på Horseklint tirsdag den 2. april, da der ifølge dem skulle være hård sydøstenvind på det sted. På Enebærodde er der frisk vind fra samme retning, hvilket er ganske fint for den lokalitet - man kunne ønske sig en anelse mindre vind, men DMI har jo nogle ganske få gange ramt lidt ved siden af. Temperaturerne er lige i underkanten, men vi kommer til at stå i læ, så får vi se, hvor ivrige fuglene er for at komme af sted. Forårsfugle er ikke lige så tålmodige som efterårsfugle.
Strandskade, Enebærodde.
Vi mødes kl. 6.15 ved parkeringspladsen ved Enebærodde på position A og går ud til obsposten B - se linket, hvor vi kan stå i læ og perfekt medlys og se fuglene trække ud langs odden, hvis ellers de vil samarbejde. Vi har også ganske fint udsyn over Egensedybet, hvor der blandt andet raster vadefugle.
Når lokaliteten ikke længere byder på noget, vil vi - afhængigt af tidspunktet - tage hjem eller til Firtalsstranden og Ølundgård og se, hvad der gemmer sig der - måske vi kan få den berømte and at se!
Tilmelding til turleder Søren Gjaldbæk på 6093 7887 eller mød op kl. 6.15.
Tekst og foto: Søren Gjaldbæk.