Af Esben Eriksen
Vågnede ved slagregn natten til lørdag og besluttede, at Fyns Hoved skulle aflægges et besøg, måske det havde kastet nogle småfugle af sig. Samtidig skreg kroppen på søvn, så det lå også i kortene, at det ikke blev en morgenobs. Faktisk blev det først en middagsobs med ankomst 11.20 på P-pladsen.
1K Rosenstær - bemærk det kraftige gule næb og ingen antydning af mørk tøjle. Fyns Hoved 11. september 2021. Foto: Esben Eriksen
P-pladsen var imidlertid allerede fuld, så jeg måtte smide bilen mellem p-pladsen og Jøvet. Jeg startede blidt op siddende på kanten af bagagerummet med en kop kaffe og en brunsviger - sådan er det, når man birder på Fyn. Eneste ulempe er, at denne spise ikke er særligt foreneligt med optisk udstyr. En del vadefugle stod et stykke inde Fællesstranden, og efter at jeg havde klaret corona- og brunsvigerhygiejnen af hænderne, så var jeg nu klar til at blade vadefuglene igennem, før den stod på kratlusk.
Jeg havde vel tjekket 20 almindelige Ryler, da en flok på 200 Stære drev igennem skopfeltet og landede i opskyllet mellem rylerne. Nå, ja Stære skal jo altid tjekkes - det til trods at jeg aldrig har fundet en Rosenstær. Afstanden var ca. 500 m og der var en anelse flimmer, men det var nu alligevel tydeligt, at der mellem stærene stod en lidt lysere stær. Den lagde sig imidlertid ned med det samme og kun ryg og hoved var synligt. Jeg bildte mig ind at næbbet synede gult mod basis, men det kunne sagtens være en lys ung stær.
Efter 5 min lettede den alene og fløj længere væk, hvor den snart fik selskab af andre stære. Så var det nu, hvis den nogensinde skulle blive til mere end en afvigende stær. Jeg kastede kaffen bort og benede alt, hvad jeg kunne ud til gennemløbet mellem Tornen og Fyns Hoved. 700 m kapgang. Op med skopet. Fuglen var væk. Men den havde heldigvis bare flyttet sig igen og stod nu på 150-200 m afstand. Yes! Det var en ung Rosenstær. Tydeligt gult næb og lys tøjle. I flugt kunne lys overgump også ses. Jeg prøvede at tage nogle billeder gennem teleskopet og bad min bror om at melde fuglen ud på Birdalarm. "Har du ikke et bedre billede? Det kunne jo være en Stenpikker på det billede", lød den opmuntrende besked.
1K Rosenstær - øverst. Bemærk den lyse overgump. Den 11. september 2021, Fyns Hoved/Fællesstranden. Foto: Esben Eriksen
Nå, jeg måtte se, om jeg kunne få bedre billeder. Efter noget tid lettede den sammen med 30-40 stære og fløj ud mod Fyns Hoved og jeg skød i vildskab med kameraet uden at vide, hvor fuglen var. Det skulle vise sig, at være tilstrækkeligt. Det var lykkedes at få lidt billeder af fuglen, men de vinder næppe en fotokonkurrence.
Søren Gjaldbæk meldte sin ankomst, men det gjorde også et kraftigt regnvejr. Det stod ned i stænger, og da regnen var forbi, var der ikke en stær at se. Jeg blev på lokaliteten frem til klokken 16 uden at genfinde fuglen, men jeg tænker, at der er gode chancer for at flokken vender tilbage.
Rosenstær er set 8 gange på Fyn og tilhørende øer. De fordeler sig på 4 ad, 3 1k og 1 uden alder fra 1908.