En novemberdag kom jeg cyklende på den vanlige rute forbi Vejlby Fed. Jeg fik helt uventet øje på to fuglekiggere. Det viste sig at være Ib og Susanne Bager, der havde været ude at tælle op på lokaliteten. Det havde dog ikke været det store, for som Ib citerede en anden kendt optæller: ”At tælle op her er noget af en ørkenvandring”. For det meste er jeg meget enig i den betragtning. Der er gravet flere meter dybe grøfter igennem området, så vandet rigtig hurtigt kan rende væk, ligesom flere parceller er opdyrkede.
Her først i februar lå sneen og dækkede ikke blot landskabet men også de småveje, jeg plejede at pløje min cykel igennem. Det turde jeg ikke begive mig ud i, men motion skal man jo have, især i disse tider - og så var der jo også netop under de forhold, at det var nemmest at score en Agerhøne til diverse lister, jeg plager mig selv med.
Umiddelbart et lokkende landskab - men med de dybe render er der ikke meget vand. Foto: Michael Mosebo Jensen.
Vejlby Fed skulle prøves!
Jeg valgte at gå langs kanalen, hvor vandet løb lifligt fra diverse dræn. En piber tiltrak min opmærksomhed. Den så noget lys ud på undersiden, men det viste sig at være et genskin fra sneen. Desuden fløj den ikke særligt langt væk - et tegn på at det IKKE var en Bjergpiber. Der kom flere til, men alle 5 var godt snuskede på undersiden og sagde forkert. Et par Fiskehejrer blev forstyrret og hverken Gråænder eller Krikænder syntes heller om mit selskab. De snedækkede marker blev gransket - ingen Agerhøns så langt øjet rakte. Der var faktisk lidt ørkenvandring over det allerede, selv om den bidende østenvind ikke ligefrem ansporede den association.
Huldue, Vejlby Fed, der var et par stykker. Foto: Michael Mosebo Jensen.
Nogle Ringduer fløj hen over markerne, og pludselig var der da lidt sjov - et par overvintrende Hulduer, eller var det de første spæde forårstegn? Det er jo sammen med Sanglærker, de første der prøver at bryde vintertrummerummen. Apropos Sanglærker, så skete der pludselig noget aldeles uventet. En stor flok lettede i det fjerne. På billederne jeg tog, talte jeg siden 97, hvilket man skal til steder som Store Vildmose for at overgå denne vinter. Jeg satte straks kursen mod lærkerne. Der kunne være andre lærker med: Hedelærke, Bjerglærke eller noget endnu dyrere.
Udsnit af en flok, der på dårligere fotos talte 97. Foto: Michael Mosebo Jensen.
En ny kanal. Flere pibere røg op - stadig kun Engpibere, sagde de. En Dobbeltbekkasin fløj til vejrs, men det var lærkerne, jeg fokuserede på. Jeg nåede enden af den kanal også, besteg højen til den kommunale losseplads. Endnu en gedigen overraskelse herude på NV-Fyn: en Dværgfalk røg på vingerne og forsvandt, inden jeg kunne nå bare at tænke på forevigelse. Der ses ikke mange i vintermånederne på Fyn. Det er blot den tredje denne vinter. Jeg begyndte at glemme ørkenen og den bidende østenvind.
På turen tilbage ad den gængse markvej stødte jeg ind i lærkeflokken igen. Der VAR ingen sjove imellem, men de var da ret skønne, som rendte de dér, tumblende rundt og pikkede i den grønne mark, de havde udset sig.
Foråret kaldte på ny. Denne gang i form af en viril Agerhane, der heller ikke lod sig kue af chillfaktoren.
Lys underside forleder, men bl.a. de lyse ben, den kraftige øjenring, den manglende øjenbrynsstribe...ingen Bjergpiber. Foto: Michael Mosebo Jensen.
Jeg nåede tilbage til bilen, hvor jeg blev opmærksom på 3 pibere, der kom flyvende hen over hovedet på mig. De sagde ikke noget, så de skulle tjekkes. De landede langt ude på marken, men i scopet kunne jeg se, hvordan den længst til højre var iført den trivielle brun-olivenfarvede underside med de noget udtværede flankestriber. Den anden matchede. MEN den tredje kom nu frem bag gevæksterne og fremstod med meget lysere bug, klare veldefinerede flankestriber, pæne hvidlige vingebånd og ikke mindst en tydeligt hvidligt fint aftegnet øjenbrynsstribe. Desværre gik Bjergpiberen igen ind mellem urterne, men den var alligevel også for langt væk til et billede.
Et særsyn på Vestfyn - og så var det en han! Foto: Michael Mosebo Jensen.
Jeg kastede et sidste blik ud over feddet. En stor lys rovfugl fouragerede nu med løftede vinger tæt på kanalen. En Blå Kærhøg, han var på jagt - og satte et smukt punktum på en rigtig givtig ”ørkenvandring”.
Tekst: Michael Mosebo Jensen.
