Årets Vestfyn-tur startede som de plejer ved Føns Vang - med bulder og brag og intet levende i sigte - bortset fra en sort labrador i østenden. Det var ikke svært at overtale de 6 fremmødte deltagere til at fortrække til en ny lokalitet. Det blev Gardersøen, hvor en Sølvhejre havde holdt til nogle dage forinden. Selv om hundene virkede mere fredfyldte her, gav det ikke næring til mere end et par minutters forgæves søgen, og karavanen satte i gang igen. Eskør virkede ligeledes besat, men et par Vandrikser fortalte om liv i rørene, en Grønspætte fløj noget uventet henover, og et lystigt kuld Halemejser fulgte os smukt på vej, mens vi begav os på vandring til udsigtspunktet. Disen tillod os lige akkurat at beskue en flok Toppede Lappedykkere og Bjergænder i Tybrind Vig, mens små 500 Grågæs fortrak til mere rolige egne. Husby Strand var om ikke en oase så dog alligevel et besøg værd med 3 Havørne og 2 Vandrefalke, der prydede trætoppene, mens Hjejler og Viber fløj rundt som jaget vildt. Havet rummede flere Bjergænder og endda en mindre flok Havlitter.
Turlederen lokkede nu med mulighed for at nyde kaffen ved Emtekær Nor, dog med det forbehold, at der kunne tjekkes gæs og svaner undervejs. Vi nåede nu turens højdepunkt - ikke som man skulle tro kaffen på den opgravede p-plads ved Emtekær Nor, men lige inden de sidste sving gik der nogle svaner på en mark. Pibesvaner er absolut ikke hverdagskost på Fyn, og slet ikke på Vestfyn. Der går år og dag mellem, at de viser sig i denne del af landet. Her stod der 5 gamle og én ung blandt de ivrigt trompeterende Sangsvaner. Det var smukt!
Pibesvaner og Sangsvaner, Emtekær Nor.
Efter kaffen var det tid til motion, hvorfor Emtekær Nor blev tilbagelagt på langs - med enkelte afstikkere til diverse mudderhuller i søgen efter Enkeltbekkasiner. Det blev dog kun til 7 Dobbelte. Ude på havet lå ca. 1000 Grågæs og ventede på fred, for også her var der indsat tungt skyts i kampen. 500 Bramgæs havde af samme grund forladt scenen, mens en pæn flok på 100 Bjergirisker blev beundret, som om intet var hændt…
Bjergirisk, Emtekær Nor.
Tekst og foto: Michael Mosebo Jensen.
##