Niels Andersen har minutiøst fulgt Viberne i 9 ynglesæsoner i landbrugslandet vest for Svendborg. Det er der kommet 9 rapporter ud af, alle med forskellige fokus på nogle af de forhold, der spiller ind og påvirker markvibernes ynglemuligheder i et dyrket land. Læs her, hvordan det gik i 2019, som udgjorde det dårligste Vibeforår hidtil. Uddraget er fra hans Viberapport ”I Vibens tjeneste”, som kan læses i sin helhed her. Vi vil den kommende tid bringe i alt fem uddrag fra rapporten.
Vibe. Foto: Søren Gjaldbæk.
Det dårlige Vibeforår 2019
I mit undersøgelsesfelt på 1250 ha holder jeg hvert år holdt øje med alle markerne. Det på trods af, at af Viberne gennem årene kun har ynglet i 9 af markerne med et samlet areal på 250 ha, der står altså 1000 Vibetomme ha tilbage, måske lidt mindre, da restarealet også omfatter veje, skov og landsbybebyggelse. Jeg benævner markblok 1 til markblok 9 af nemheds skyld som M 1, M 2, M 3…M 9, forkortelser som benyttes overalt i mine rapporter. Det har vist sig, at Viberne ofte vender tilbage til tidligere benyttede marker, hvis forholdene tillader det, men ingen af de 9 marker har været beboet af ynglende Viber i alle årene, 6 år er det højeste. I 2019 fandtes et varslende par i en spinatmark udenfor de 9 normalt benyttede marker, i tabellen på næste side betegnet M X.
Tabel over Vibeparrenes fordeling i de 9 - 10 markblokke M 1 - M X 2011-2019. Det ses, at ikke en eneste markblok har huset Viber i alle år. Fuglene flytter altså rundt, formentlig efter afgrøderne. Hvad de går efter, kan ses i næste tabel.
Den næste tabel fortæller, hvilke afgrøder, Viberne har foretrukket på ynglepladsen i agerlandet. Det ses, at vårafgrøder og vinterafgrøder stort set er blevet benyttet i lige høj grad. I de senere år er der tendens til, at vårafgrøderne tager over, mens markerne med den efterårssåede vinterhvede især indtil 2016 indtog en stor plads som redeplacering for Viberne. Her spiller det selvfølgelig også ind, at vinterafgrøder -med hveden som dominerende- de seneste 30 år har optaget ca. 1 mio. ha af Danmarks landbrugsareal på 2,6 mio. ha, svarende til 37 %.
Oversigt over antallet af ynglepar i afgrøderne over de 9 år, jeg har fulgt Viberne i mit sydfynske undersøgelsesfelt på 1250 ha. Vårbyg + dækker over udlæg af frøgræs, det være sig hundegræs, rød svingel, engrapgræs, strandsvingel eller rajgræs, som er de frøgræsser, der gennem årene har været dyrket her. I de seneste tre år ligger tyngden nu blandt yngleparrene i de forårssåede afgrøder.
2019 var et dårligt vibeår i det sydfynske landbrugsland. Fuglene ankom ellers planmæssigt efter en mild vinter, flest i den første uge af marts, men der var tale om spredte forekomster, og som det ses i nedenstående ankomstskema, så var der marker, hvor Viberne end ikke blev iagttaget overhovedet i projektperiodens fire måneder.
Markblok 4 tiltrak sig hurtigt opmærksomheden i sidste halvdel af marts. Dels var det 7 år siden marken sidst lagde jord til Vibereder, dels lå marken hen som sort pløjejord efter at olieræddiken var pløjet ned den 5. januar. Marken er bakket og har gennem mange år huset tre vindmøller. Det blev ved de daglige besøg efter første registrering den 16. marts mere og mere tydeligt, at netop her ville Viberne slå sig ned, i dagene derefter sås territorial sangflugt, redeskrab, stråkast og vuggen. Den 25. marts må også hunnerne være ankommet, for den dato sås parring første gang. Den 30. marts lå den første hun på rede, og allerede to dage senere den 1. april var der to fuldlagte kuld i marken. Disse blev samme dag afmærket med svajestokke med landmandens accept, idet markarbejdet var forestående.
Disse to reder blev således skånet, da harvning og tilsåning med vårbyg foregik i de følgende dage. Før markarbejdet skønnede jeg bestanden til 4 etablerede par, men på grund af niveauforskellen i marken, var det svært at få det fulde overblik. Bedre blev det ikke, da betingelsen for at skåne rederne var et af landmanden udstedt færdselsforbud på de tilstødende markveje som ”noget for noget”, et forbud jeg valgte at rette ind efter for ikke at eskalere situationen. Den 14. april fandt jeg yderligere en rede, så der var altså mindst 3 reder. De to første reder blev lagt i pløjemarken, mens det tredje kuld blev lagt efter at marken var harvet og tilsået, dette sidstnævnte kuld var altså fuldlagt 12 dage efter tilsåningen af marken, og drejer sig formentlig om et kuld, der i første omgang gik tabt under jordbehandlingen 31. marts-1. april.
”Vuggende” Vibe. Et af parringsritualerne på jorden. Den vuggende Vibehan viser de kanelbrune underhalefjer i retning mod hunnen. Ofte følges denne adfærd op af stråkast og redeskrab. Foto: Erik Thomsen.
Ynglefuglene synkroniserer ofte deres yngleforløb, og med en uges restituering og fem dage til at lægge de fire æg (der er en overspringsdag) passer regnskabet. Altså 3 sikre par i M 4 og måske endnu en uopdaget redeplacering set i forhold til etablerede territorier, giver 4 par i marken.
Desværre havde ingen af de tre afmærkede reder succes, idet de rugende fugle efter nogen tid forsvandt, formentlig fordi rederne blev præderet. I forhold til sidste års succeshistorie med at afmærke 6 reder i spinatmarker, har dette års tre afmærkninger på nøgne marker altså ikke ført til unger. Måske fordi der efter tilsåning i vårbyg ikke er samme overfladeforstyrrende markarbejde, men i høj grad også fordi afmærkningen med to svajestokke 10 m på hver side af reden i kørselsretningen efter spiringen af kornet efterlader en smal og bar ø i den ellers grønne mark, der måske kan virke tillokkende for æggerøvere som ræv, måger og kragefugle.
Mit undersøgelsesområde er beliggende vest for Svendborg. Markblokkene er nummererede. De 37 daglige observationspunkter er markeret med røde prikker, mens placeringen af de 3 + 1 Vibereder er markeret med grøn prik. Der var formentlig nok et par i M 4, Den enlige grønne prik i M X er i årets spinatmark. Ortofoto fra 2019.
Sidste og eneste succesfulde par slog sig ned udenfor de 9 overvågede markblokke i en spinatmark, her benævnt M X. Marken blev tilsået med frøspinat den 2. april, og blev således ikke minutiøst overvåget fra sæsonens start. Fra 18. maj og flere gange derefter sås territorialflugt over marken. Der blev radrenset den 21. maj og sprøjtet den 29. maj, men det formodede kuld overlevede tilsyneladende, da hannen sås jage kragetøj på porten adskillige gange i slutningen af maj og frem til sidste observation den 15. juni. Spinatafgrøden var nu 60 cm høj og fuglene svære at følge, men iagttagelsernes karakter var så overbevisende, at jeg ikke var i tvivl om, at der har været et par, der også har fået unger. Det skal dog tilføjes, at det i den langstrakte og bakkede mark ikke var muligt at lokalisere den rugende fugl, hvorfor redeafmærkning ikke blev aktuel. 2019 blev altså et år, hvor jeg ikke så en eneste Vibekylling i mit sydfynske område.
Tekst: Niels Andersen.
