Vindroslen kender vi som en relativt almindelig træk- og vintergæst, den yngler her kun sjældent. I dette efterår og vinter har der været usædvanligt mange rastende Vindrosler - i hvert fald der hvor jeg færdes. I mange uger har der været flokke på mindst halvtreds, der fløj rundt i Hunderupkvarteret i Odense. Deres karakteristiske sitrende kald hørte man hver dag, hvis man forvildede sig ud i haven. Har man glemt kaldet kan det høres her.
Vindrossel.
Flyvende fugle, der ikke siger noget, kan eventuelt forveksles med Sangdrosler, men hvis man ser dem godt, er den røde flanke og undervinge et godt kendetegn. På siddende fugle er den brede og lange øjenbrynsstribe let at se.
Vindrossel.
De sidste par uger har man kunnet se ganske mange Vindrosler på Assistens Kirkegård i Odense, hvor en del sidder og raster i de høje træer, nogle flyver til og fra i småflokke, der er sikkert bær eller æbler i haverne i nærheden.
En bande Vindrosler på Assistenskirkegården.
Den 15. december indfandt jeg mig på stedet. Der sad allerede småflokke i træerne. Jeg gik tættere på og så fuglene igennem - det var jo ikke sikkert, at flokkene var rene. Jeg havde lige hørt en kernebider, der slog sig ned sammen med omkring tredive Vindrosler, og nærmede mig træet. ”Det er fugle”, forklarede en venlig mand mig, der åbenbart ville sikre sig, at jeg ikke spekulerede over, hvad alle de rotter mon lavede i toppen af træet. Jeg beroligede ham med et ikke videre begavet ”Det ved jeg godt”, et svar, der blev slutningen på et potentielt set langt venskab.
Vindrossel.
På kirkegården fouragerer Droslerne især i nogle stedsegrønne træer, der når man kigger godt efter er fyldt med røde bær - jeg er sikker på, at der findes folk, der kender navnet på denne ”grøntsag”, det er desværre ukendt for undertegnede. Droslerne sidder skjult i træet og guffer bær, pludselig ryger der tyve fugle ud fra det, som man ikke havde set skyggen af før. En Spurvehøg, der sikkert forsøgte at få lidt aftensmad, satte flere gange skub i Vindroslerne.
Den opdagede Spurvehøgen, før jeg gjorde.
På et tidspunkt talte jeg 158 Vindrosler, og der var stadig fugle skjulte i ”bærtræerne”, så der skal nok være et parhundrede Vindrosler på lokaliteten.
Assistens Kirkegård er ellers blandt Odenseanske fuglekiggere mest kendt for de mange Kernebidere, der raster der om vinteren. Antallet plejer dog først at blive stort i januar. Denne vinter har jeg ikke set mere end 3, vi får se, hvad 2019 vil bringe.
Vindrossel.
Tekst og foto: Søren Gjaldbæk.
