Vintermunke

Af Per Rasmussen

Munken er jo en af vores almindeligste sangere, og som andre sangere er den en trækfugl. 

De fleste fugle overvintrer i Sydeuropa og Afrika. Men i de seneste årtier er der fugle fra den Nordvestlige del af Europa, der er begyndt at overvintre på de Britiske Øer, og enkelte bliver i Danmark hele vinteren. Man må forvente at en stigende del af den danske bestand med tiden vil blive standfugle pga klimaændringerne. 

Fuglene lever af insekter om sommeren, men her om vinteren skifter de føde til bær og frø. Det er også typisk, at man ser Munken om vinteren på foderbrættet eller i bærbuske/træer som feks Røn og Hyldebær. Her i min have er de også vilde med Benved.

Tendensen med at overvintre i Danmark er endnu ikke rigtig slået an i større stil, men der ses hvert år enkelt fugle hele vinteren igennem. Et lunt efterår/vinter som i år burde resultere i flere overvintrende Munke, men pt er der kun noteret 4 fugle på Fyn, den ene i min egen have. Det er 3. år i træk jeg ser Munke i vintertiden, og det undrer mig, at der ikke ses flere. I 2020 bød december på blot 3 fugle.

Måske er problemet i virkeligheden, at de simpelthen ikke bliver indtastet i Dofbasen? Jeg vil derfor gerne opfordre alle til at holde øje med Munken i løbet af vinteren og indberette, hvis der dukker nogen op.

2021 11 20 munkFoto: Munk af Leif Sørensen