Af Per Rasmussen
Røde glenter i skumringen ved Haastrup. Foto: Per Rasmussen
Første weekend i januar er weekenden hvor Europas Røde Glenter bliver optalt. Tovholder for optællingen er BirdLife France ( LPO ). Desværre er tællingen ikke lige grundig overalt og ikke alle lande deltager, feks er tællingen i Sverige meget mangelfuld. De vigtigste lande, som Frankrig, Spanien og Tyskland deltager dog. Danmark har deltaget siden 2016.
Glenterne er kendt for at overnatte på fælles overnatningspladser, og det er når de opsøger disse pladser sidst på eftermiddagen at de tælles.
Her på Fyn har der de seneste år været faste pladser ved Kværndrup/Rudme og Haastrup. Fuglene flytter dog lidt rundt, så man skal være ude og tjekke hvor de er når tælleweekenden løber af stablen. Ved Kværndrup ser det ud til at de starter med at overnatte ved Trunderup/Gultved i oktober og så i løbet at december at flytte til Rudme-området, hvorfor vides ikke. Syd for Haastrup overnatter de i mindre skove omkring Kalovns huse eller i Møsteskov, her sammen med et stort antal Ravne.
I 2023 fandt jeg en ny overnatningsplads i en lille skov ved Eskildstrup/Søllinge, og den har været benyttet siden, fuglene kan dog godt finde på at benytte andre af småskovene i området. Som noget nyt i vinter er der kommet en overnatningsplads på Langeland, hvilket også var ventet. Desuden ses et mindre antal i Fiskerup skovene ved Nørresø, hvor de overnatter med Ravne og Havørne. Overnatningspladsen ved Nørresø og Eskildstrup er i øvrigt fundet ved brug af data fra vores GPS-mærkede glenter.
Overnatningspladser på Fyn. Nøjagtig placering kan findes i Dofbasen.
Bemærk i øvrigt at der tilsyneladende ikke findes nogen pladser på Vest- og Nordfyn. Men måske er de bare ikke blevet fundet?
Den første overnatningsplads for Rød glente på Fyn blev opdaget i 2015, nemlig i skoven ved Lindholm, Allested hvor der blev talt 37 fugle. Siden er antallet af fugle, både på Fyn og i hele landet steget i takt med at vintrene bliver mildere. Dog bliver antallet stadig påvirket af vejrsituationen i tælleweekenden, men den generelle tendens er dog at antallet stiger.
Ved årets tælling blev der talt 122 fugle på Fyn, hvilket er ny rekord. På landsplan blev der set 706, som er tæt på rekorden fra 2023, som lød på 759.
Den fynske ynglebestand er i samme periode fordoblet fra 16-18 par til 30-40 par.
Læs også Røde glenter glimrede trods pludseligt vintervejr
Grøn: Det samlede antal glenter talt i Danmark.
Blå: Antallet på Fyn
I 2015 var der 37 glenter på Fyn og 268 i hele landet. Bemærk også faldet i 2019 og 2024, begge gange pga dårligt vejr i eller op til tælleweekenden.