Sidst på foråret øges antallet af fugle i haven betragteligt, når alle fugleungerne forlader deres reder, og indfinder sig ved foderpladsen – først sammen med deres forældre, og senere på egen hånd.
Stor Flagspætte med unge.
Skovspurvene yngler i stort tal i haven. Både i taget – især den side der vender mod vest af en eller anden grund – og i adskillige af fuglekasserne i haven, som de har det med at erobre, uanset hvem de i øvrigt var tiltænkt. De får flere kuld om året, så her er et mylder af Skovspurveunger meget af sommeren.
Skovspurveunger.
Gråspurve er her også mange af. Førhen var det dem, der ynglede i taget, men de er nu sat på porten af Skovspurvene. Nogle få af dem yngler på den anden side af taget, men ellers foregår det udenfor matriklen, uden at jeg ved præcist hvor. Men når ungerne er fløjet af reden, kommer de her med dem i et pænt stort antal hen over sommeren.
Solsortens unger er meget krævende.
De sidste år har 5 Solsortepar haft reder i haven her - i hækken, i de tætte buske, i lindetræet, som også er ret tæt og i kompostbunkens grene. Som jeg tidligere har skrevet, er Gråkragerne ude efter både æg og unger, men Solsortene er blevet bedre til at anbringe rederne, så kragerne ikke kan komme ind til dem.
Blåmejseunge på insektjagt i kirsebærtræet.
Blåmejser og Musvitter yngler også i nogle af havens fuglekasser, men også i hegnet ude ved vejen, hvor der står en del ældre træer med gode redehuller. Og de yngler naturligvis også i skoven tæt ved.
En meget lys blåmejseunge.
De sidste år har Gærdesangeren bygget sin rede i haven og opfostret sine unger med insekter, den finder i haven og nærmeste omegn.
Ringduerne har i de 30 år, jeg har boet her, hvert år bygget deres rede i det store lindetræ. De starter tidligt med æglægningen og slutter sent, så det bliver til flere kuld på en sæson.
Tyrkerduerne derimod, som mere eller mindre holder til i haven hele året, har aldrig ynglet her, men kommer her med ungerne. Dog ikke nær så mange som førhen.
Ung Tyrkerdue – halsringen mangler.
Men de fugleunger, der sætter det største præg på haven i yngletiden, er uden sammenligning Stærenes og de Store Flagspætters unger.
Et mylder af Stæreunger – de kan høres.
Stærene må synkronisere deres æglægning, for når ungerne har forladt rederne i skoven, samles de i en stor flok og indtager haven. Så kan her være mellem 50 og 100 stære, og det går ikke stille af. Ungerne kræver højlydt mad af forældrefuglene, samtidig med de kæmper indbyrdes og med spætteungerne, som på samme tid dukker op fra deres ynglesteder i skoven. Ikke noget for sarte ører, men underholdnings-værdien er stor.
Næsten hvert år forsøger Gærdesmutten at lokke en hun til at flytte ind i ens af dens reder, som den bygger oveni gamle svalereder i staldbygningen, men til nu uden held desværre.
Grønirisk med unger midt i spisekammeret.
Landsvalerne yngler ikke her, men i naboens værksted, så dem har vi også fornøjelse af.
Mange af fuglene, som kommer til foderpladsen om vinteren, drager til skovs for at yngle. Det er ikke hvert år deres unger dukker op i haven, men det sker dog med jævne mellemrum. Det gælder bl.a. Dompap, Kernebider og Grønirisk.
Dompap med unge.
Som regel kan forældrefugle og deres unger godt kende hinanden, men jeg har flere gange oplevet, at en lille spurveunge forsøger at tigge mad hos andre end forældrene, men så bliver den afvist ret så eftertrykkeligt.
Så er det slut med serviceringen – stæreungen må klare sig selv.
Da Stærene med unger dukker op i haven nogenlunde samtidigt, er det også på samme tid, forældrene bliver enige om, at nu må ungerne klare sig selv. Først er der en overgangsperiode på en dags tid, hvor ungerne skiftevis får lidt mad og et hak som afvisning, inden de voksne Stære helt afviser ungerne, som så må klare sig selv – og det går jo egentlig ret fint, kan man se.
”Slut – nu kan du godt spise selv.”
Samme procedure ses hos de Store Flagspætter.
Der mange, der kun fodrer om vinteren, men jeg ville ikke have denne overdådighed af fugleunger og sjove oplevelser i min have, hvis ikke jeg fodrede hele året.
Tekst og fotos: Jane Ditzel.
