Tirsdagsanalysen uge 36

Uge 36 startede fuglemæssigt stille med blæsende og ustadigt vejr. Sidst på ugen gik vinden i sydvest, aftog i styrke, hvilket gav et stort rovfugletræk lørdag og i mindre grad søndag.

Ugen vil især blive husket for mange Steppehøge, for unge Aftenfalke, for Fyns næststørste hvepsevågetal og for en meget fotogen Natravn.

Ung Steppehøg, Sydlangeland, den 7. september. Mørk iris fortæller, at der er tale om en hun. Foto: Jan Nielsen.

Som de sidste par uger kigger vi på træktallene for udvalgte rovfugle, så vidt muligt renset for gengangere. Som sædvanlig er de fleste observationer fra Sydlangeland. De to andre ”oplagte” træksteder er Knudshoved og Sønderhjørne, men de er mere ”vindfølsomme” og meget lidt besøgt af fuglekiggere.

Træktotaler for udvalgte rovfugle, næsten alle set på Sydlangeland - mandag og tirsdag blev der ikke registreret træk. Fem af lørdagens Fiskeørne trak vest ved Knudshoved - set af Kristoffer Hansen.

Lørdag så Kristoffer Hansen 709 Hvepsevåger trækkende syd mod Langeland ved Knudshoved. Kigger man på tidspunkter er der god grund til at antage, at disse fugle er blandt de 1390, som blev set på Langeland. Kristoffer gik hjem klokken halv fire og hovedparten af de langelandske hvepse kom sent, som man kan læse mere om her.

Bynkefugl, Davinde. Foto: Tina Kierkegaard Hansen.

Mandag og frem til onsdag kunne man stadig se Steppehøg ved Davinde - hvis man var heldig. De tre dage blev den vel set sammenlagt 20 minutter, så det var med at være der på det rigtige tidspunkt! Så man ikke Steppehøgen, kunne man se mange andre fine fugle på stedet - selv så jeg blandt andet (udover høgen) Fiskeørn, Havørn 2, Rørhøg 5, Spurvehøg 3, Ravn 4, Huldue 3, Bynkefugl og Stenpikker 2 - ikke dårligt for at stå og birde en almindeligt udseende indlandslandevej.

Nordisk Lappedykker, Strynø. Foto: Steen Winkel.

Isfuglene bliver stadig set - og fotograferet - mange steder, blandt andet på Davindekanten, hvor man kan se mange fine fugle.

Isfugl. Foto: Tina Kierkegaard Hansen.

Vejlen, Tåsinge har længe været et populært sted til vadefugle - tirsdag den 3. september lagde også såvel en Sølvhejre som en Skestork vejen forbi. Der var også Fiskeørn i Vejlen. Fiskeørn blev ugen igennem - ud over på træk - blev set rastende mange steder med Tryggelev Nor som klart bedste sted. Her rastede mindst to fugle og trak op til seks. Samme Tryggelev husede ugen igennem tre til fire Sølvhejrer 3-4 og samme antal Rovterner. Lokaliteter med Fiskeørn i uge 36 kan ses til højre.

Skestork på vej i seng, Vejlen, Tåsinge. Foto: Poul V. Rasmussen.

Onsdag den 4. september skulle vinden tiltage, så den på Dovnsklint skulle op på 10-12 sekundmeter. Jeg havde planlagt en tur dertil med en bekendt, som jeg fik overtalt til at udsætte turen - ”der sker ikke noget i det blæsevejr”. Det skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer: Dværgfalk 3, Lærkefalk 3 og Aftenfalk 3 - alle ungfugle. Som om det ikke var nok meldte om fire Steppehøge - de tre trak og én rastede (Søren Bøgelund, Leif Sørensen, Claus Dalskov m.fl.). Steppehøgetallet er rekord for Fyn, og antallet af Aftenfalke er over ”normalen”. Man kunne se såvel Steppehøg som Aftenfalk i området frem til og med lørdag, og søndag viste sig endnu en Aftenfalk - en 2k+ han (Leif Bisscop-Larsen). Fyn var ikke ene om de mange Steppehøge og Aftenfalke, de blev set mange andre steder.

Aftenfalk, Gulstav. Foto: Ole Bo Olsen.

Torsdag den 5. september var Niels Bomholt en tur på Fyns Hoved, hvor han blandt andet så en Sandløber. Også 59 Splitterner holdt stand deroppe, de smutter nok i løbet af den nærmeste fremtid. Ud over Bøjden (12 mandag den 2. september) ses der ikke mange længere. I Tryggelev Nor kunne man torsdag og fredag glæde sig over en gammel Blåhals (Leif Schack-Nielsen) - den er ret sjælden på Langeland - endnu, hvis dens udbredelse fortsætter, som vi har set det på det øvrige Fyn de senere år!

Steppehøg, Gulstav. Foto: Ole Bo Olsen.

Et af ugens mest spektakulære fugle var en Natravn, som Anne Bjerregaard Andersen opdagede på taget af sit haveskur i Tranekær. Den opholdt sig der så længe, at nogle af øens flittige fotografer kunne nå frem og få en ny fotoart. Man kan læse mere om fundet her.

 

Natravn. Foto: Jane Ditzel.

Fredag den 6. september bragte ikke nye arter til, folk måtte glæde sig over de gode langelandske fugle minus Natravn. Vejlen, Tåsinge havde besøg af Niels Bomholt og tre Rovterner. Der burde snart komme gang i trækket af svømmeænder, de 34 Spidsænder, som Søren Bøgelund så trække sydvest ved Gulstav, er måske starten?

Grå Fluesnapper, Søgård. Foto: Ole Bo Olsen.

Søndag løjede vinden af og gik i nord, hvilket stoppede rovfugletrækket ud over lidt efterdønninger fra lørdagen. Til gengæld fik ringmærkerne, der havde haft en hård tid med en meget blæst, lidt at se til. Der blev fanget 139 på Keldsnor Fuglestation og der var liv i krattene rundt omkring.

Islandsk Ryle. Foto: Keld Skytte Petersen.

Der er fortsat mange muligheder for at se vadefugle - det tynder lidt ud i antallet, men de velkendte lokaliteter har stadig mange arter at byde på.

Vi glæder os til at se, hvad næste uge vil byde på - det bliver svært at konkurrere med den forgangne - men man ved jo aldrig i vores branche - og jo mere man er ude, jo mere ser man!!

Vi skal som sædvanligt slutte med en opfordring til at tilsende os aktuelle fotos til næste uges klumme!

Tekst: Søren Gjaldbæk.