Tekst og foto: Jane Ditzel
Denne artikel har været længe undervejs. Først var overskriften ”Om at forlade et fugleparadis og forsøge at opbygge et nyt” senere blev den til ”Fraværende fynske fugle”, men endte altså med ovenstående.
1.august flyttede jeg fra Frellesvig på Langeland til Krarup på Sydfyn – fra et hus med en ret stor have midt i naturen, til et lille rækkehus midt i en landsby, men hvor jeg heldigvis gerne måtte fodre fugle. Det er jo ikke tilfældet alle steder. Naboen fodrede også fugle, og kunne fortælle, der kom mange fugle i hans have. Det lød jo lovende.
Nogle af de mange Gråspurve der var de første til at dukke op ved foderet.
Det var et paradis, jeg forlod på Langeland. Jeg fodrede året rundt, og i vinterhalvåret fodrede jeg også rovfugle, hvilket gav mange spændende oplevelse. Der kom flest Musvåger – nogle gange flere på én gang – i et par år havde jeg dagligt fornøjelsen af Tårnfalken, som fik dresseret mig til at blive derude i al slags vejr, mens den spiste, så kragerne kunne holde sig væk, og så var der enkelte besøg af Havørn, Rød Glente og Fjeldvåge.
De mindre fugle var der MASSER af. Arterne skiftede lidt med årstiderne, men jeg havde 60 – 70 forskellige arter på min boligbirdingliste hvert halvår.
Senere kom der også mange Skovspurve til. her på deres tilholdssted ovenpå hækken, som de hurtigt kunne gemme sig i.
Jeg kom ikke i gang med fodringen i Krarup lige med samme, men der var mange fugle i luften såsom Havørn, Rød Glente, Landsvale, Mursejler, Husskade, Fiskehejre og Ringdue, og i haven sås jævnligt diverse sangere, et par Gråspurve og en solsortefamilie med 3 store unger.
I starten af september fik jeg etableret en noget mere civiliseret foderplads, end den jeg havde på Langeland, med et underlag af fliser, så der let kunne fejes op efter fuglene om aftenen, men fodertilbuddet var det samme: vildtfugleblanding, solsikkefrø, mejsekugler, nødder og havregryn med olie.
Spurvehøgen kigger efter spurvene, der gemmer sig i hækken.
Og så var det jo bare at vente på, at fuglene strømmede til – troede jeg. Men nej! Den første uge var der ikke en eneste fugl, der turde nærme sig. Her var fortsat gråspurve, et par Solsorte, duer og ind imellem et par mejser. Nå det var ikke så bekymrende, for jeg havde før observeret, at fugle kan være meget mistroiske overfor nye tiltag, såsom afskallede solsikkekerner, hvis de ikke har været vant til det, men jeg syntes nu alligevel at Krarups fugle var noget langsomme i optrækket.
Efter lidt mere end en uge vovede en enkelt gråspurv at spise af vildtfugleblandingen. Efter et par dage kom endnu en til, og ganske langsomt øgedes antallet af Gråspurve.
Gråspurven der som en af de første vendte tilbage, efter haven havde været tom for fugle i o. 14 dage.
I efterårsferien kom der så pludselig 2 Sumpmejser, og en enkelt blåmejse, og jeg tænkte YES – nu er de her, men nixen bixen – Sumpmejserne forsvandt igen og er ikke set siden. Blåmejsen blev heller ikke hængende, men der har da været enkelte ind imellem.
Nu kom der også Skovspurve til i stort antal, så flokken af spurve var helt oppe på 60 – 70 stykker – og så kom Spurvehøgene også flere gange dagligt. Hækken mellem vores have og naboens er meget tæt, og er et yndet tilholdssted for spurvene. De sidder ofte ovenpå hækken, og når Spurvehøgen så kommer, forsvinder de på et splitsekund ned i hækken, hvor de er i sikkerhed, mens Spurvehøgen sidder ovenpå hækken og kigger forgæves efter dem.
Ringduerne holder sig på afstand.
Og så kunne jeg iagttage noget pudsigt. På Langeland reagerede fuglene forskelligt på forskellige rovfugle. Kom Musvågen forbi, var de ligeglade, var det Tårnfalken, skældte de ud, men blev siddende, men når Spurvehøgen kom, forsvandt de lynhurtigt ind i buskene, og så blev der HELT stille. Her i Krarup forsvinder fuglene som sagt også, men de skælder højlydt ud, så længe Spurvehøgen er der.
Spurvene spiste kun af vildtfugleblandingen – de var tydeligvis ikke interesserede i så eksotiske retter som havregryn med olie, som ellers var det store hit på Langeland. Nødderne fik lov at hænge, til de mugnede, solsikkefrøene spirrede og måtte skiftes ud, og mejsekuglerne – ja hvis de hang tæt på hækken ville spurvene godt have dem, men dem på foderpladsen rørte de ikke. Jeg smed mere fuglefoder ud, end der blev spist.
Grønspætten som jeg havde på besøg flere gange, lige inden jeg flyttede.
Vi fik et par dage med sne, og igen steg mine forhåbninger, men heller ikke det fik flere arter til at dukke op.
Den store spurveflok og Spurvehøgene havde vi fornøjelse af til sidst i november, hvor vi skulle være væk fra lørdag til søndag. Jeg fodrede naturligvis inden jeg tog afsted, men da jeg kom hjem var foderet urørt, og ALLE fuglene var pist væk. Hvorfor kan jeg ikke finde nogen forklaring på.
Først den 13.12. dukkede nogle få Gråspurve op igen, men ingen Skovspurve. Og det er den dag, overskriften på artiklen hentyder til. Når haven har været totalt blæst for fugle i 14 dage, kan man da blive noget så kisteglad for at se en Gråspurv. Rødhalsen dukker jævnligt op i haven, men kommer ikke til foderet, og en sjælden gang kan en Blåmejse eller en Musvit komme på et kort besøg.
Et par af de mange Musvåger, der kom til foderbrættet om vinteren.
Solsorte er her et par stykker af, men de kommer heller ikke til foderet, og så er her mange Råger, en del Alliker, og et par Husskader, som alle holder sig på afstand.
Det er jo ikke fordi, her mangler fugle på Sydfyn. Jeg bor tæt på marker, skov og de store søer, så her er nok at gå efter, men det er noget andet at få fuglene tæt på sin have og bl.a. opleve når de kommer med deres unger, så jeg håber da, at det lykkes at lokke dem til i større artsantal, for de er her jo. Jeg har hørt eller set både Stor Flagspætte, Grønspætte, Fasaner, Tyrkerduer og Stære foruden de allerede nævnte, så mon ikke det lykkes, bare jeg er tålmodig – og det er jeg.
Man kan læse om rovfuglene i haven i Frellesvig her og ynglefuglene i samme have her.
